Sagen var bare, at jeg havde brug for de stjerner.
Deres formildning, deres orden, deres klarhed.
Deres dybde, deres fortryllelse og forbandelse.
Deres skønhed, deres opslugenhed.
Den ro, den tryghed, den kontinuerlige stilstand.
Det eneste man tør stole på, det eneste man venter på, det eneste der holder sig selv i skakmat.
Det eneste der er dødsdømt, længe før liv eksisterede, men ikke dør før livet genopstår.
Til tider, det eneste håb.
Men de kom først da det var for sent, da jeg troede jeg kunne gå mine egne veje, leve mit eget liv.
De kom først lang tid efter min klagesang og inderlige bøn.
Først da jeg troede jeg kunne klare mig uden dem, dukkede de op og beviste deres værd.
Det er som det skal vær', der er jo intet her.
Det er bare stjerner, små prikker på himlen, uden sammenhæng og logik, uden evner uden tanker uden følelser.
Det er det.
De er kun hvad jeg gør dem til.
Men de er jo så store, de fordrejer verdens heldning.
Men jeg vil ikke være afhængig, jeg vil ikke lægge så meget magt hos sådanne små uforudsigelige prikker midt i mørket.
Jeg vil leve mit eget stjerne-liv.