Simon stiger ud af taxaen og tager den enorme bygning, der huser hotellet med de joniske søjler i øjesyn. Han kan mærke nervøsitetens koldsved på hænderne og forstår ikke hvorfor. Han plejer aldrig at være så usikker på sig selv før en pokerturnering. Han ved jo, at han er god. En af de bedste faktisk, hvis han selv skal sige det. Han ryster tanken, om hvorfor han er nervøs, af sig og går op ad trapperne.
   Hans blå øjne falder på et maleri af en løve bag receptionsdisken, som fylder hele væggen. Jeg er trådt lige ind i løvens hule, tænker han og mærker en kuldegysning ned ad rygsøjlen. Han tager mod nøglen fra receptionisten med en fornemmelse af, at hun kan se lige igennem ham og går op ad den enorme marmortrappe til næste etage, hvor han låser sig ind i suiten, der er badet i lyset fra aftenhimlen og duften af den store buket røde roser på det mørke, runde bord midt i det ovale rum.
   Simon styrer direkte mod soveværelset, hvor han sætter taskerne fra sig, før han smider sig træt på ryggen i dobbeltsengen med sengetøj af silke. Uden at ville det, vandrer hans tanker tilbage til tidligere på dagen. Han var vågnet efter endnu en urolig nat og havde mest lyst til at aflyse turen, men han havde følt sig presset af sin kone og ikke mindst af sponsorerne til at tage af sted.
   Med et dybt suk trækker han sig selv op fra sengen og begynder at gøre sig klar, mens han nyder en gin og tonic. Normalt drikker han ikke alkohol før en turnering, men der er alligevel heller ikke noget, der er normalt for tiden. Mens han binder det sorte slips, tænker han på sin kones bebrejdende blik, og noget vender sig i ham.
   Kasinoet emmer af spænding, og temperaturen er allerede på vej op. Han tager imod en flaske med afkølet vand fra en af tjenerne, før han tager plads ved bordet og solbrillerne på. Følelsen af nervøsitet er dulmet af drinken men afløses af følelsen af at blive iagttaget. Han ser sig om i lokalet og ryster følelsen af sig. Nu er jeg også blevet paranoid, tænker han og mærker, hvordan han sveder i hænderne igen.
   Spillet går i gang, og i lang tid går det strygende for ham, indtil han sidder med en stor pulje foran sig. Pludselig registrerer han ud af øjenkrogen en kvinde i en lang, blodrød kjole med en høj slids i den ene side og dyb udskæring. Hun bevæger sig med yndefulde skridt rundt om bordet og helt ind i hans synsfelt, så han kan se hendes lange, flammerøde, krøllede hår. Hendes grønne øjne borer sig ind i hans, og hendes blik er fuld af løfter. Simon blinker kraftigt, og til hans overraskelse er hun forsvundet sporløst, da han åbner dem igen. Som ved et uhyggeligt mirakel mister han pludseligt evnen til at observere og forudsige konkurrenterne med det resultat, at hans held vender til det værre, og i løbet er kort tid er stakken af jetoner skrumpet ind til næsten ingenting.
   Han ser nederlaget i øjnene og beslutter sig for at tilbringe resten af aftenen i baren. Han bestiller en stor rom og cola og beskriver kvinden for bartenderen, da han får sin drink. "Desværre, hende har jeg ikke set." Fuld af skuffelse begynder han at tømme den ene drink efter den anden. Da det begynder at sejle for hans øjne, ser han pludselig kvinden igen. Hun sidder ved siden af ham og betragter ham med listige øjne. "Du ser ud, som om du har fået rigeligt. Kom." Hypnotiseret af hendes blik rejser han sig og lader hende føre ham op til suiten. Da hun tager hans nøgle frem, tænker han flygtigt på, hvordan hun har fået fat i den, men da han møder hendes blik, glemmer han alt omkring sig og følger efter hende ind i suiten.
   Døren lukker sig bag ham, og han får pludselig stemmen igen. "Hov, hvor tror du, du skal hen?" spørger han, da hun fortsætter uanfægtet ind i soveværelset.
   "Jeg skal have lagt dig i seng. Du har lagt en lang flyvetur foran dig i morgen." Hendes hypnotiserende blik fjerner al hans viljestyrke, da de igen står over for hinanden. Hans fornuft prøver forgæves at trænge igennem til ham, da han langsomt klæder hende af, så hun til sidst kun er iført det røde lingeri og de røde stiletter. Uden helt at forstå hvordan finder han pludselig sig selv liggende nøgen på ryggen i sengen. Kvinden kysser sig vej op ad hans stramme mave og brystkassen med tatoveringen af en ørn og kysser ham til sidst dybt på munden. "Hvem er du?" er det eneste, han kan sige, da hun endelig slipper hans læber.
   "Nemesis," hvisker hun og besvarer hans kys, da han lægger en hånd om hendes nakke og trækker hendes ansigt tættere på.

Tidligt næste morgen flås Simon hensynsløst ud af søvnen, da værelsestelefonen ringer. Fortumlet og stadig halvt i søvne rækker han ud efter røret. "Undskyld forstyrrelsen, Hr., men der står to betjente i receptionen, som er ivrige efter at tale med Dem. Må jeg sende dem op?" Simon sætter sig med et sæt op i sengen, da han kommer i tanke om kvinden.
   "Øh ... Jo, selvfølgelig." Han springer ud af sengen og opdager først nu, at kvinden er forsvundet sporløst, og det ser ud som om, han har sovet alene. Han når lige at trække en T-shirt over hovedet og plaske lid koldt vand i hovedet, før det banker på døren. Udenfor står to civilklædte betjente. "Simon Dal? Vi kommer med en sørgelig besked," forklarer den ene og træder ind. "For nogle timer siden indløb en anmeldelse om husspektakler i Deres hjem, men da patruljen nåede frem, fandt betjentene ligene af Deres kone og døtre i stuen."
   Simon sætter sig tungt ned på sengen og stirrer tomt frem for sig i flere minutter. "Hvordan?" Hans stemme er ynkeligt lille.
   "De er blevet skudt. Det ligner en ren likvidering." Han forsvinder ind i sine egne tanker om tomme bankkonti og huset, der er belånt til skorstenen. Han stirrer direkte i afgrunden. Han har mistet alt og kan lige så godt tage det sidste skridt ud over kanten. Han har mødt sit Nemesis.