Irena lå i grøften ved siden af Chuikov.
   Foran dem havde de den smalle skovvej med dybe lerede hjulspor. De var stopgruppe 2. Ordren var kort. 'Tillad ingen fjendtlige køretøjer at passere'.
   Det var en god ordre. Irena havde sin PPSH1940 maskinpistol med 120 skud i 3 tromler og Chuikov en kasse med 15 RPG-43 antitank granater. Hvor de lå var der stille. Nu og da kunne en fugl overdøve den fjerne kanon torden. I stilheden lå Irena med tårer i sine øjne, Petrof - Petrof hvor er du? Petrofs lange, brune stærke hænder, med de sorte hår og lyse sener, smukke firkantede håndled og fingrene, der ligesom dansede på hende, der gik en gysen gennem hendes krop - den huskede - huskede mere, end hun kunne rumme.
   Chuikovs hænder var noget andet, korte grove bondehænder, som Chuikov selv, lav, bred, fremadrettet. Pludselig rørte Chuikov ved hendes albue og pegede. Ja, nu hørte hun, en svag hylende brummen, og bagved den, den klaskende lyd af bælter. Det var en Hanomag, hun genkendte lyden.
   Deres sted var dækket af visne grangrene. De lå lige bag et par store granitsten, i revnen imellem dem, så hun Hanomaggen. Den kørte stærkt og rutschede fra side til side i mudderet. De var stadig levende, så deres taktik virkede. Irena rejste sig med et sæt, Hanomaggen var 10 meter væk. Hun bestrøg bemandingen med sin maskinpistol. To ramte hun en tredie dukkede sig efter sin Schmeisser. Så sprang Chuikov frem med 2 RPGere, begge kast lykkedes. Fra fronten af Hanomaggen skød en stikflamme frem og den anden granat detonerede i mandskabsrummet. De kastede sig begge ned medens Køretøjet passerede efter sine egne love. Og så skete det, den gled ud i vejkanten, masede bragende gennem grantræerne, væltede og stoppede. Irena løb frem mod mandskabsrummet med aftrækkeren i bund. Så stoppede hun ved siden af det væltede køretøj og så op, der var helt stille. Hun hævede sig op til det øverste bælte, og sad på hug på drivhjulene. Førerlugen bevægede sig, hun gjorde sit våben klar og så en brun, stærk og smidig hånd, hvor blodet strømmede ud mellem fingrene, prøve at gribe fat i lugekarmen, det firkantede håndled var revet op til benet, der gik et sug af fortvivlelse gennem Irena. Endnu en hånd famlende op mod lugekarmen. Nu så hun dødningeringen, vågnede af sin forvirring og tømte magasinet ned i køretøjet.

Samtidigt snerrede en Schmeisser. Irena følte at det rykkede i hende, hun drejede langsomt rundt og faldt bagover med en undren - hans hænder - neglene de var helt rene.