1Hr Grutschske - Vinca'a fader
Vinca Eroica Von Herzbach tøvede lidt, da portneren trak nøglen u... [...]
Romaner · eksistentiel
2 år siden
2Hr Grutschske - 11 Lihlah lærer en ung mand...
Ved siden af specialkundesekretæren stod nu en ung ret høj let ko... [...]
Romaner · møde
5 år siden
3Hr Grutschske - 10 Lihlah og hendes velgøre...
På vejen tilbage til 'Den Dovne Bjørn' blev der ikke mælet et ord... [...]
Romaner · protektion, venlighed, beregning
5 år siden
3Hr Grutschske - 9 Der holdes forhør og viss...
Da de nåede det kombinerede forhørs og retslokale, befandt der si... [...]
Romaner · magt, afmagt
5 år siden
4Hr Grutschske - 8 Lihlah fortæller og Heinz...
Lihlah vågnede med et sæt. Den vel 8 årige pige der sad overfor h... [...]
Romaner · omsorg
5 år siden
2Hr Grutschske - 7 Hvor Hr Director Heinzvol...
Med få ord orienterede Direktør Grutschske vagten om situationen.... [...]
Romaner · følelser, ridderlighed
5 år siden
4Hr Grutschske - 5 Heinzvoll Grutschske samt...
Som så ofte før var familien Grutschske's middag blevet indtaget ... [...]
Romaner · ansvar, magt
5 år siden
5Hr Grutschske - 4 Hvor Hermann præsenteres ...
Hermann kiggede sig lidt rundt. Sådan var et møde hos Dr. Paulitz... [...]
Romaner
5 år siden
2Hr Grutschske - 3 Hvor Hr. Heinzvoll Grutsc...
3 Hvor Hr. Heinzvoll Grutschske søger at påvirke sin søns interes... [...]
Romaner
5 år siden
4Hr Grutschske - 2 Hvor Hr. Heinzvoll Grutsc...
2 Hvor Hr. Heinzvoll Grutschske gennemfører en samtale med sin sø... [...]
Romaner · familieliv
5 år siden
9Hr Grutschske - Hr direktør Heinsvoll Gruts...
1 Hvor Hr. Heinzvoll Grutschske får visse underretninger, som får... [...]
Romaner · mennesketyper
5 år siden
4Hr Grutschske - Lihlah 1886 Timisoara Ungar...
5 Den unge mand · Både Samuel Bergmann og hans datter havde ligget ... [...]
Romaner
5 år siden
4Hr Grutschske - Lihlah 1886 Timisoara Ungar...
3 Hvor Lihlahs fader får flere erfaringer. · "Ja, min gode Bergmann... [...]
Romaner
5 år siden
11Hr Grutschske - Lihlah 1886 Timisoara Ungar...
1 Lihlah spiller cello. · Lilah sad med sin cello i baghuset og prø... [...]
Romaner · samfund, skæbnefortælling
5 år siden
4Folket bestemmer
Vi har sagt til nogen, · at de godt må bestemme. · Og det gør de så. · ... [...]
Rim og vers · samfund, afmagt
6 år siden
4Ministeren taler og handler
Ordene hopper grinende · ud af ministrens · undrende mund. · Og fylder ... [...]
Digte · samfundskritik, hverdagen
6 år siden
3Ministren taler
Jeg er ret sikker på, · at du gerne vil aflevere mindre. · Men hvad s... [...]
Digte · samfundskritik
6 år siden
6Det nødvendige
Dette er nødvendigt, · siger ministeren og griber min hånd. · Dette e... [...]
Digte · samfund
6 år siden
5Rapport I
Goddag jeg hedder Mis · Kisser Mis. · Jeg bor i et hus, sammen med Mu... [...]
Digte · venskab, skadedyr, husdyr
6 år siden
8Rapport
Goddag jeg hedder Mus. · Hugo Mus. · Jeg er en dygtig mus. · Jeg bor i ... [...]
Rim og vers · skadedyr, natur
6 år siden
2Da jeg ikke var glad
Jeg var ikke glad. · Så gik jeg til Ministeren. · Så sagde jeg: · -Jeg ... [...]
Digte · politik, humor, samfund
6 år siden
3Skoven
Du vandrer i skoven · vær min gæst, som vinden er. · Som månens still... [...]
Rim og vers
6 år siden
11Hunden
"Så skrid da forhelvede", brølede han og mistede balancen, da han... [...]
Kortprosa
6 år siden
8Magten
Vi fejer dem væk, · som støvet fra vore støvler. · Vi hader dem ikke.... [...]
Digte · tragedie, samfund, politik
6 år siden
5De vil ikke
Der er nogle mennesker der ikke vil spise vort gode kød. · Der er n... [...]
Digte · dystopi, kapitalisme, samfund
6 år siden
5Ministeren hjælper
Jeg sidder på Ministerens skød. · Åh - jeg er så tryg. · Ministeren v... [...]
Digte · dystopi, politik
6 år siden
5Fårene
I denne solbrændte morgen · går jeg med mine får. · Fluerne summer om... [...]
Digte
6 år siden
11På besøg
Jeg skulle ud i verden · I den verden der dufter · Den var stor. · Jeg ... [...]
Digte
6 år siden
8Ænderne
Ænderne flygter på glitrende jernspyd · Som kan gennemtrænge alt le... [...]
Digte
6 år siden
5Per vågnede tidligt
Per vågnede tidligt, det var mørkegråt udenfor. Katten lå stadigv... [...]
Kortprosa
6 år siden
3Den gladelige Minister
Træerne er ganske nemme · Dyrene er nogle nemme dyr. · I er også ret ... [...]
Digte · humor, politik
6 år siden
2Ministerielle tanker version 2
Jeg kan godt lide de svage. · Jeg kan også godt lide de, der sover.... [...]
Digte · dystopi, samfund, politik
6 år siden
5Vinger
Ministeren slår sine · kæmpemæssige sorte hullede vinger ud. · -Se mi... [...]
Digte · tragedie, politik
6 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Søren Skogstad Nielsen (f. 1941)
Da de nåede det kombinerede forhørs og retslokale, befandt der sig foruden dem en anden person med kasket måske en byvagt og en lille vissen mand ved et sidebord nok en slags sekretær, tænkte Lihlah.
   Politipræfekten sørgede først for, at deres navne blev ført til protokols til sagen, som han med lynende hast benævnte med denne omfangsrige tittel: ' Otteogfyrretyvende sag: Tittel: Afgørelse vedrørende bondevogn fundet ved Pskate bækken sammen med et muldyr nogle personlige ejendele to mordvåben og to lig.'
   Politipræfekten spurgte først byvagten, om han kunne bekræfte, at situationen var som titlen angav.
   Dette fik byvagten til at anføre, at der også var en presenning og et bål. Men en afvisende viften fra politipræfækten, fik ham øjeblikkeligt til at tie. Dernæst spurgte politipræfækten, om han kunne bekræfte, at alt vigtig fra åstedet, nu befandt sig i vagtstationens gård. Byvagten havde nu forstået sin rolle og nikkede.
   Dernæst henvendte politipræfækten sig til Heinzvoll Grutschske og spurgte, om han kunne bekræfte, at de to personer var døde, da han om natten besøgte åstedet. Det kunne Hr. Grutschske.
   Så lød spørgsmålet:
   "Er det Deres opfattelse, at de to omkomne er døde, som følge af gensidig vold eller er de døde som følge af udenforståendes indgriben."
   Heinzvoll Grutschke startede:
   "Jeg ved ikke hvad der er sket..."
   Men blev afbrudt:
   "Jeg spurgte ikke om hvad De ved, men om hvad deres opfattelse er, " politipræfækten fortsatte
   "Jeg skal gøre spørgsmålet lidt klarere: Har De iagttaget nogle forhold, der strider mod, at de to personer er døde som følge af gensidig vold"
   Hermann Grutschske overvejede et øjeblik, så indså han grunden til denne formulering.
   "Nej" lød hans svar, medens han håbede det bedste. De ventede, medens svaret omhyggeligt blev ført til protokollen.
   Politipræfekten vendte sig nu mod Lihlah.
   "Bedste Frøken har De på noget tidspunkt haft deres hånd på et af de tidligere nævnte mordvåben:
   En derringer og en kampspade?"
   Lihlah, blev forvirret over spørgsmålet, men hendes ærlig svar var:
   "Nej," som også blev protokolleret med største omhu.
   "Nuvel," sagde politipræfekten, medens han knejsede en smule.
   Og henvendt til Lihlah:
   "Kan De oplyse navn og adresse på den ældre omkomne?"
   "Ja det er min Fader Samuel Bergmann, vi er, var på rejse." Lihlah så ned i gulvet, og trak vejret dybt for at genvinde stemmen. "Min Fader solgte huset, så vi har ingen adresse nu"
   "Tak" lød det. "Kan Frøkenen oplyse navn og adresse på den unge omkomne?"
   "Ja, det er vor kusk Poldor, jeg ved ikke hvor han bor, men det ved klædehandleren i..."
   Hun blev afbrudt med et kort tak.
   "De to personer, som døde som følge af et indbyrdes håndgemæng, er nu identificerede. Der er ingen øvrige skadelidte, og sagen kan derfor betragtes som opklaret og afsluttet."
   Lihlah så forbløffet først på politipræfekten dernæst på Hermann Grutschske, der ikke fortrak en mine.
   Så udbrød hun: "Men de to mænd." Men blev straks afbrudt af præfekten, som slog med en lille træhammer i sin pult. Og kiggede stift ned på på hende, hun mærkede at Hr. Grutschske beroligende lagde sin arm på hendes. Og tav.
   "Nu åbnes en ny sag," sagde politipræfekten:
   Niogfyrretyvende sag Tittel: Afgørelse vedrørende de omkomnes ejendele reference: Otteogfyrretyvende sag.
   Politipræfekten rettede først henvendelse til byvagten, og spurgte om denne havde lagt mærke til nogle mærker på den indsamlede genstande, der angav deres ejerforhold. Efter vagten havde svaret benægtende, Fik Heinzvoll Grutschske det samme spørgsmål, som han også måtte svare benægtende. Tilsidst fik Lihlah spørgsmålet:
   "Ja vognen tilhører Poldor vores kusk og muldyret også og sagerne i vognen tilhører mig og min far." På en subtil måde kunne Lihlah fornemme, at det ikke var det ønskede svar, og sagde de sidste ord med en sænket stemme, som endte i en hvisken.
   "Spørgsmålet var: Er disse genstande mærkede, så deres ejerforhold kan bekræftes?" Politipræfekten knejsede så meget, som hans krop tillod ham.
   "Det tror jeg ikke svarede Lihlah, jo muldyret er brændemærket".
   "Javel" sagde politipræfekten og henvendt til byvagten:
   "Er der konstateret et brændemærke på muldyret, som angiver ejerforholdet?"
   "Nej" lød svaret.
   "Udmærket da det kan konstateres, at ejerforholdende til de fundne genstande ikke kan afgøres, konfiskeres de herved til fordel for sagens omkostninger og byen. Sagen lukkes."
   Den lille hammer slog ned i bordet, og politipræfekten betydede dem, at de kunne rejse sig.
   Lihlah rejste sig chokeret, Heinzvoll Grutschske, greb fat i hendes arm og støttede hende på vej ud af lokalet. De satte sig på bænken udenfor på det lille torv.
   Heinzvoll greb fat i Lihlas hånd, og sagde lavmælt:
   "De undrer dem over forløbet, men her er grunden: Denne by er ikke rig, politipræfektens mål var at opklare en sag og konfiskere de ting vedrørende sagen, som han kunne få fat i. Det kunne være gået langt værre, han kunne have anklaget både dem og min kusk for mordet, hvis han havde tænkt sig at kunne høste penge ved det, evt. gennem kaution. Jeg har været så fri, at bede ham telegrafere til Wiens politipræfektur for der at få bekræftet min identitet, derfor valgte han nok denne udvej som den mest fremkommelige. Men" fortsatte han "der er måske en mulighed for, at De kan få deres tilbageværende ejendele, jeg kan spørge præfekten herom?"
   Lihlah rystede på hovedet.
   "Men," spurgte hun og trak vejret dybt, "ligger de døde stadigvæk i vognen?
   "Nej, de ligger i lighuset, jeg kan fortælle, at jeg, da De selv, jo er ganske uden midler, har ladet indkøbe en kiste til deres Fader og aftalt med præsten, at han kan begraves i kristen jord. Det sker i morgen"
   "Poldor?"
   "Ja sladderen går hurtigt her i byen, han betragtes som morder, og han vil blive bisat i en simpel kiste lige udenfor den officielle kirkegård, det har jeg ikke kunnet ændre på."
   "Er det muligt, at jeg kan være ene med Fader før begravelsen, vi er jo jøder, og der er ting, jeg er forpligtiget til at gøre?"
   "Det skulle være muligt, der er sikkert enkelte jøder her, som måske kan hjælpe, men en jødisk forsamling er der ikke, har jeg fået at vide, endsige en menighed. Hvis De er diskret, kan det nok arrangeres."
   Jeg gør det helst alene replicerede Lihlah, og Heinsvoll Grutschske måtte igen undre sig.
   Om eftermiddagen kørte de den korte vej til lighuset i Heinzvoll Grutschske's Landauer.
   Lihlah havde forinden gennemgået, hvad hun havde, og i hendes pose var følgende remedier:
   En ske, en skarp brødkniv og en kittel. Alle var de fra kroen, Gretsja havde skaffet hende dem uden at stille spørgsmål.
   Desuden havde hun den fyldte servantekande og vaskekarret.
   Lighuset lå udenfor kirkegården, det var et lille lavt tegltækket gråt stenhus. Dets to vinduesåbninger gabede ud mod dem med åbne skodder. Da de gjorde holdt foran døren, kom graveren gående mod dem langs kirkegårdsmuren rygende på en næsten sort merskumspibe. Lihlah lod villigt sin ledsager optage kontakten.
   Lidt efter vente Heinzvoll Grutschske tilbage.
   "De kan nu gerne gå ind Frøken Lihlah, jeg skal hjælpe dem med deres sager, hvis de synes, det er passende." Lihlah nikkede og befandt sig et øjeblik efter alene foran et par træbukke, som dækket med planker dannede et bord. Bordet var dækket med et stort stykke groft sækkelærred. Der var også et andet bord, men dettes sækkelærred røbede, at her lå en langt større krop. Liglugten var tydelig, og en hel del fede fluer svirrede rundt i rummet. De holdt nu og da en pause på sækkelærredet. Lihlah iførte sig kitlen og stod lidt stille.
   "Kære Fader bad Lihlah så i sit indre, vis mig hvad der er at gøre, er det rigtigt?, giv mig et tegn!"
   Som et lyn for det gennem hende:
   Det der er ikke mig mere, det kan du gøre med, hvad du vil. Tag kun det der er dit, det er nemmere end du tror.
   Overrasket over dette klare svar, trak Lihlah vejret dybt og løftede langsomt sækkelærredet ved hovedenden. Hendes Faders velkendte ansigt kiggede på hende, dets venstre del var slemt svedet og sodet og en lugt af stegt kød blandede sig med liglugten. Lihlah gik istå stirrede på det ansigt, der både var velkendt og fuldstændigt fremmed. Så blev hendes indre verden meget lille, hun sænkede forsigtigt sækkelærredet, og løftede det i den anden ende og trak det væk op til hendes Faders brystparti. Her lignede det fuldstændigt hendes Fader, når han tog sig sin eftermiddagslur. Hun løftede prøvende det ene ben, men opdaged,e at det var fuldstændig stift. Så mærkede hun endnu en duft, og prøvede om hun kunne løsgøre Faderens bukser, det kunne hun, og da hun havde opsnittet hans underbenklæder, kunne hun både se og føle grunden. Ganske forsigtigt følte hun ned mellem Faderens stive og kold lår, og så mærkede hun, nede mellem det bløde, den engelske hue og trak den ganske forsigtigt op. Rensede den lidt på liget og lagde den ned i sin pose.
   Hun prøvede, om hun kunne løfte eller dreje liget, men indså at dets tyngde og stivhed ikke gjorde det muligt. Dernæst tog hun vaskekarret hældte vand i og søgte at rengøre Faderens ansigt, men opgav med det samme igen, for huden gik i stykker i lange hudtrevler. Hænderne var knyttet sammen og var heller ikke til at vaske. Hendes indre verden udvidede sig i en dyb stille sorg over sig selv, over dem begge og over at være kommet til kort overfor sin opgave. Tilsidst stillede hun sig for enden ved Faderens hoved, det hang ganske løst, hun prøvede at rette lidt op på det og lukke hans højre øje, der endnu stod åbent.
   Så rettede hun sig op og søgte at komme i tanke om den bøn, hun havde repeteret aftenen før, men hendes hoved var helt tomt. Midt i sorgen sagde hun derfor følgende:
   "Kære Fader du har altid beskyttet mig og givet mig omsorg, jeg formår ikke at give det tilbage nu.
   Men du vil altid være i mit hjerte og i mine tanker, og hjælp mig når du kan, at jeg kan træde rigtigt."
   I samme nu fyldtes hendes indre af en varme og lettelse, som hun genkendte fra som lille, når hun var kommet tilskade i sin leg i Faderens værksted, og han tog hende på skødet og trøstede hende med blide kys. Og hendes øjne fyldtes med tårer.
   Pludselig lød en banken på døren og en svag rømmen. Det gav et stød i Lihlah, og hun vendte sig med et
   "Ja".
   "Undskyld Frøken Lihlah men præsten er her og har et par ting at drøfte, skal jeg bede ham vente?"
   "Nej" lød svaret, og et øjeblik efter kom Lihlah ud. Præsten trådte et skridt frem, rakte hånden ud og Lihlah stod et øjeblik forvirret, så valgte hun at knæle og kysse den udstrakte hånd.
   "De kan gerne rejse dem, sagde præsten tilfreds, han havde ikke ventet en så ærbødig optræden af en jødinde. "Jeg har samtalet med deres formynder, Hr Direktør Grutschske," fortsatte han.
   Lihlah kiggede skråt over på Hr Grutschske, som viste et ansigt af sten.
   "Det er således, at kirken ikke har noget at indvende mod at en ikke troende stedes til hvile i kristen jord, det kan kun komme ham til gode på den yderste dag. Men det er ikke muligt for en kristen præst at udføre nogen ceremoni over en hedning. Og selvsagt kan der ikke udføres jødiske ceremonier på indviet jord." Han tøvede og kiggede lidt usikkert på dem begge.
   "Så" fortsatte han, "Den sidste ære og hvad der ellers skal ske efter Deres tro, må altså udføres i lighuset. Og dette skal selvsagt ske under overvågning af Den Hellige Kirkes Tjener, således at det kan sikres, at kun tilbørlige ritualer udføres".
   Præsten tav.
   Lihlah havde godt nok hørt ordene, men kunne ikke huske, hvad der var af mening deri, derfor kiggede hun spørgende over på Hr. Grutschske. Som tog ordet:
   "Jeg tror, jeg kan tale på Frøken Lihlah Bergmanns vegne, når jeg siger at Frøknen netop har været i lighuset for at yde den afdøde den sidste ære, og at liget derfor kan overgives i Den Hellige Kirkes varetægt, så det kan gravsættes på behørig måde. De må rette mig Frøken Lihlah, ifald jeg giver udtryk for en urigtig opfattelse?" Heinzvoll kiggede opfordrende på Lihlah.
   "Deres opfattelse er ganske korrekt Hr Direktør", svarede Lihlah, og antydede et kniks mod ham.
   "Ønsker Frøken Lihlah at være tilstede ved gravsættelsen Hr. Grutschske?"
   "Det spørgsmål må jeg lade gå videre til Frøken Lihlah"
   Lihlah kiggede fra den ene til den anden og sagde så: "Jeg har nu vist min Fader den sidste ære, og jeg ønsker ikke at være tilstede ved gravsættelsen".
   "Javel," svarede præsten, "Det er deres valg". Så trådte han et par skridt frem og kiggede ind i lighuset, hvor alt var som om formiddagen, da han sidst havde tilset de to lig.
   "Jeg ser, at kirken trygt kan overtage ansvaret for de afdøde" ville han slutte, men kom så i tanker om, at han manglede noget og tilføjede derfor: "Jeg beder Dem henvende dem til graveren, og orientere Dem om den kompensation, der resterer for de tjenester, der er ydet".
   Med høflige respektfulde hovedbøjninger og kropsbevægelser skiltes den lille forsamling.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 21/06-2015 15:35 af Søren Skogstad Nielsen (Grosvenor) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 2186 ord og lix-tallet er 35.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.