1Hr Grutschske - Vinca'a fader
Vinca Eroica Von Herzbach tøvede lidt, da portneren trak nøglen u... [...]
Romaner · eksistentiel
2 år siden
2Hr Grutschske - 11 Lihlah lærer en ung mand...
Ved siden af specialkundesekretæren stod nu en ung ret høj let ko... [...]
Romaner · møde
5 år siden
3Hr Grutschske - 10 Lihlah og hendes velgøre...
På vejen tilbage til 'Den Dovne Bjørn' blev der ikke mælet et ord... [...]
Romaner · protektion, venlighed, beregning
5 år siden
3Hr Grutschske - 9 Der holdes forhør og viss...
Da de nåede det kombinerede forhørs og retslokale, befandt der si... [...]
Romaner · magt, afmagt
5 år siden
4Hr Grutschske - 8 Lihlah fortæller og Heinz...
Lihlah vågnede med et sæt. Den vel 8 årige pige der sad overfor h... [...]
Romaner · omsorg
5 år siden
2Hr Grutschske - 7 Hvor Hr Director Heinzvol...
Med få ord orienterede Direktør Grutschske vagten om situationen.... [...]
Romaner · følelser, ridderlighed
5 år siden
4Hr Grutschske - 5 Heinzvoll Grutschske samt...
Som så ofte før var familien Grutschske's middag blevet indtaget ... [...]
Romaner · ansvar, magt
5 år siden
5Hr Grutschske - 4 Hvor Hermann præsenteres ...
Hermann kiggede sig lidt rundt. Sådan var et møde hos Dr. Paulitz... [...]
Romaner
5 år siden
2Hr Grutschske - 3 Hvor Hr. Heinzvoll Grutsc...
3 Hvor Hr. Heinzvoll Grutschske søger at påvirke sin søns interes... [...]
Romaner
5 år siden
4Hr Grutschske - 2 Hvor Hr. Heinzvoll Grutsc...
2 Hvor Hr. Heinzvoll Grutschske gennemfører en samtale med sin sø... [...]
Romaner · familieliv
5 år siden
9Hr Grutschske - Hr direktør Heinsvoll Gruts...
1 Hvor Hr. Heinzvoll Grutschske får visse underretninger, som får... [...]
Romaner · mennesketyper
5 år siden
4Hr Grutschske - Lihlah 1886 Timisoara Ungar...
5 Den unge mand · Både Samuel Bergmann og hans datter havde ligget ... [...]
Romaner
5 år siden
4Hr Grutschske - Lihlah 1886 Timisoara Ungar...
3 Hvor Lihlahs fader får flere erfaringer. · "Ja, min gode Bergmann... [...]
Romaner
5 år siden
11Hr Grutschske - Lihlah 1886 Timisoara Ungar...
1 Lihlah spiller cello. · Lilah sad med sin cello i baghuset og prø... [...]
Romaner · samfund, skæbnefortælling
5 år siden
4Folket bestemmer
Vi har sagt til nogen, · at de godt må bestemme. · Og det gør de så. · ... [...]
Rim og vers · samfund, afmagt
6 år siden
4Ministeren taler og handler
Ordene hopper grinende · ud af ministrens · undrende mund. · Og fylder ... [...]
Digte · samfundskritik, hverdagen
6 år siden
3Ministren taler
Jeg er ret sikker på, · at du gerne vil aflevere mindre. · Men hvad s... [...]
Digte · samfundskritik
6 år siden
6Det nødvendige
Dette er nødvendigt, · siger ministeren og griber min hånd. · Dette e... [...]
Digte · samfund
6 år siden
5Rapport I
Goddag jeg hedder Mis · Kisser Mis. · Jeg bor i et hus, sammen med Mu... [...]
Digte · venskab, skadedyr, husdyr
6 år siden
8Rapport
Goddag jeg hedder Mus. · Hugo Mus. · Jeg er en dygtig mus. · Jeg bor i ... [...]
Rim og vers · skadedyr, natur
6 år siden
2Da jeg ikke var glad
Jeg var ikke glad. · Så gik jeg til Ministeren. · Så sagde jeg: · -Jeg ... [...]
Digte · politik, humor, samfund
6 år siden
3Skoven
Du vandrer i skoven · vær min gæst, som vinden er. · Som månens still... [...]
Rim og vers
6 år siden
11Hunden
"Så skrid da forhelvede", brølede han og mistede balancen, da han... [...]
Kortprosa
6 år siden
8Magten
Vi fejer dem væk, · som støvet fra vore støvler. · Vi hader dem ikke.... [...]
Digte · tragedie, samfund, politik
6 år siden
5De vil ikke
Der er nogle mennesker der ikke vil spise vort gode kød. · Der er n... [...]
Digte · dystopi, kapitalisme, samfund
6 år siden
5Ministeren hjælper
Jeg sidder på Ministerens skød. · Åh - jeg er så tryg. · Ministeren v... [...]
Digte · dystopi, politik
6 år siden
5Fårene
I denne solbrændte morgen · går jeg med mine får. · Fluerne summer om... [...]
Digte
6 år siden
11På besøg
Jeg skulle ud i verden · I den verden der dufter · Den var stor. · Jeg ... [...]
Digte
6 år siden
8Ænderne
Ænderne flygter på glitrende jernspyd · Som kan gennemtrænge alt le... [...]
Digte
6 år siden
5Per vågnede tidligt
Per vågnede tidligt, det var mørkegråt udenfor. Katten lå stadigv... [...]
Kortprosa
6 år siden
3Den gladelige Minister
Træerne er ganske nemme · Dyrene er nogle nemme dyr. · I er også ret ... [...]
Digte · humor, politik
6 år siden
2Ministerielle tanker version 2
Jeg kan godt lide de svage. · Jeg kan også godt lide de, der sover.... [...]
Digte · dystopi, samfund, politik
6 år siden
5Vinger
Ministeren slår sine · kæmpemæssige sorte hullede vinger ud. · -Se mi... [...]
Digte · tragedie, politik
6 år siden
8Det gule snot
Ministeren rejser sig. · Det gule snot drypper. · Det drypper ud. · Ud ... [...]
Digte · dystopi, politik
6 år siden
4Er dette litterære værk 'godt eller dårligt...
Oplevelsen · Jeg har tænkt over hvad digte er fra min synsvinkel. J... [...]
Filosofihulen
6 år siden
7Her er rart
Jeg bæres oppe · af denne sorte vinge · jeg styrter aldrig
Digte
6 år siden
7Aftaler
Da jeg var nede i supermarkedet, havde jeg egentligt tænkt mig at... [...]
Noveller
6 år siden
3Hatte
Når vi går i døden. · Har vi ikke hatte på · Kun den skingrende smert... [...]
Digte
6 år siden
7Verden propper
Nu er der den der solopgang. · Nu falder der et blad fra kvist. · Nu ... [...]
Digte
7 år siden
8Omtanke
Jeg kunne ikke finde ud af hende · Var jeg glad, når hun var glad? · ... [...]
Digte
7 år siden
7Levnedsløb
Deres erindring giver dem billeder. · Som de fortrænger - · Deres græ... [...]
Digte
7 år siden
7Grunde
Det klareste håb · er håbet uden grund. · Det blideste kys · er kysset ... [...]
Digte
7 år siden
3Nu er det morgen - version 2
Om aftenen smiler vore hjerter ikke. · Men. · Når vi vågner om morgen... [...]
Digte
7 år siden
8Hunden der ville være menneske
Hunden der ville være menneske · kunne ikke forstå sporvogne. · For d... [...]
Digte
7 år siden
8Nu er det morgen
Når du vågner om morgenen er dit hjerte rent · Det er katterotterne... [...]
Digte
7 år siden
3Kunne det tænkes?
Kunne det tænkes, at vore Oldemødre sagde: · det er nogle underlige... [...]
Digte
7 år siden
5Manden der går
Der er ikke mere kød - · Så nu går jeg til slagteren. · Så vil slagte... [...]
Digte
7 år siden
4Min tunge ven
Jeg løber og leger og falder. · Jeg rejser mig hurtigt igen. · De and... [...]
Digte
7 år siden
3Fuglene
Jeg ser de fugle · Åh, som englene så blå. · Sorgen er i næb.
Digte
7 år siden
5Ramt
Håbet ramte ham. · Det rykkede i hans krop · så fløj det væk igen.
Digte
7 år siden
4Det pinlige
Bag hans venstre side · en skygge har sin plads. · Et magtfuldt væsen... [...]
Digte
7 år siden
6Det løfter sig
Min tåre varmes langsomt op · og stiger famlende og svagt · mod skyen... [...]
Digte
7 år siden
8Maler
Min genbo maler sin husgavl første gang, · fordi den ikke skal rådn... [...]
Digte
7 år siden
6Ja, hvad skal titlen mon være på sådan noge...
Det klareste håb · er håbet uden grund · Det blideste kys · er kysset u... [...]
Digte
7 år siden
10Brud...
Arne går op ad den slidte snavsede trappe, han har den lille pakk... [...]
Kortprosa
7 år siden
4Hænder
Irena lå i grøften ved siden af Chuikov. · Foran dem havde de den s... [...]
Kortprosa
7 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Søren Skogstad Nielsen (f. 1941)
5 Den unge mand
   Både Samuel Bergmann og hans datter havde ligget opmærksomme på hvad der skete rundt om vognen.
   Klar til at udtrykke hvor syge og smitsomme de var når det var belejliget. De havde kun en ide om, hvor de var ud fra hjulenes knasen, ekkoet af fuglesangen og hvad der var af menneskelyde.
   Deres kapok madrasser kunne nogenlunde tage fra, så vognens skumplen ikke generede mere end, hvad der var til at udholde. Efter en tid prøvede Lihlah at mave sig helt hen til det bagerste sejldugsdækken for at kigge ud og se. Dette ungdomelige initiativ blev afbrudt af en rømmen fra Samuel Bergmann . Og Lihlah trak lydigt hovedet tilbage.
   Da solen var ved at nærme sig horisonten holdt Poldor muldyret an. Han lænede sig bagud og råbte ind i vognen:
   "Hr. Bergmann, Jeg tror dette er et gunstigt sted for et nattesæde."
   Samuel fik ved en håndbevægelse sin datter til at blive og kravlede frem mod bukken. De var i et udstrakt hedeområde, men lige her krydsede vejen en lav bæk og rundt om dem voksede krogede og forblæste fyrretræer. Ikke helt en fyrretræslund, men næsten. Og ind imellem, ret tæt, groede mandshøje enebærbuske.
   "Ja",sagde Samuel, lettet over kuskens praktiske sans. "Ja, Poldor her stopper vi for i dag."
   Og fortsatte: "Tror Poldor det går an at tænde bål?"
   "Der er langt til andre bosteder herfra", svarede Poldor, "og det er kun ransmænd, der kunne være interesserede i at se efter bålrøg. Og på disse kanter er der nok intet mere at rane, så jeg tror det går an."
   "Da vil jeg samle ved og lægge an til bål, til mørkningen, måske kan Poldor hjælpe Lihlah med at skaffe vand?" Fortsatte diamanthanderen, "Da vil hun lave en god bønnestuvning til os."
   Ved bækken sagde Poldor til Lihlah, medens de sad og fyldte vand i den voksforede sejldugssæk, og i lerdunken. "Det er godt at frøkenen er så påpasselig med sig selv. Frøkenen er jo et bymenneske, men på landet, og der er vi jo nu. Der skal et kvindfolk ikke vise sig frem, men holde sig til kun en. Og det i alle ting."
   "Hvem mener Poldor da, at jeg holder mig til?" Spurgte Livah og så direkte på kusken.
   "De holder dem til deres fader". Poldors stemme var stadig lidt forsigtig. "De lyder ham et og alt, de viser ham ærbødighed og respekt. Det er tydeligt at vejen til dem, om jeg må være så fri? Går gennem deres fader." "Poldor har et skarpt blik", svarede Lihlah, "men burde Poldor interessere sig for fruentimmere? Poldor er dog gift og har da børn? "
   "Det er rigtigt" svarede Poldor, "men derfor kan en mand dog nok interessere sig for, hvordan livet går og hvordan det bedst lykkes?."
   "De taler klogt" svarede Lilah, har de gået i skole?.
   "Ja", svarede Poldor stolt og fortsatte: " I vort grevskab var grevens søn en af fremskridts vennerne. Og han holdt skole for os bondekarle hos Grevens. Det gjorde han med studenter fra universitetet i ZZZ. Der var nogen der syntes det var kedeligt, de fleste af os, kunne jo kun skrive vort navn, og tallene til 100. Men disse studenter fortalte om kærligheden og visdommen, og diskuterede med os om, hvad vi selv mente og hvad de gamle mente og hvad der var det rigtige. Det var mærkeligt at høre, at det én selv gik og undrede sig over og prøvede at finde sig tilrette med, det havde de gamle grækere også spekuleret over i mange hundrede år." Poldor tav og kiggede spørgende overpå Lihlah.
   "Min bedste Poldor," svarede hun, "På deres tale kender jeg dem som en indsigtsfuld mand. Derfor vil jeg gerne spørge dem om hvorledes de ser på min og min faders situation?"
   Poldor var en smule forbløffet over den unge piges ligefremme og åbne væsen, så det for ud af ham:
   "Deres fader fandt en løsning på problemerne for jeres slægt i byen ved at køre til Wien i en sejldugsvogn med en simpel bondemand som kusk" Poldor trak vejret. "De betyder at han ikke havde nogen brugelige forbindelser hos de mægtige på landet eller i byen. Så det betyder I er som bønnerne der er faldet ud gennem nogle huller i bønnesækken."
   "Som bønner på jorden?" gentog Lilah spørgende. "Ja, kommer fuglen eller musen eller rotten, så er I der ikke mere."
   "Er der mange af dem her?"
   "Det ved jeg ikke," svarede Poldor.
   "Lige omegnen her er så udsultet, at de rigtige røvere, nok ikke har det som deres område. Men hvad kan en fattig og sulten bondeknægt finde på?" Lihlah kiggede lidt flakkende et øjeblik, grebet af intensiteten bag Poldors øjne i denne sidste sætning.
   "Poldor vil vel stå os bi?, Poldor vil vel ikke svigte os?" Lihlah kiggede et øjeblik nervøst rundt.
   "Jo selvfølgelig" svarede Poldor.
   "Det vil jeg, når bare ikke han kommer med sin jagtbøsse". Så afbrød han sig selv. "Vi må hellere op til deres fader, han er ved at være klar med bålet"
   Det var anden rejsedag, første dag var forløbet helt uden begivenheder. Om Natten havde Poldor sovet under vognen med sin kølle ved siden og de to rejsende på deres madrasser på vognbunden.
   De havde intet andet spist end det brød, Lihlah havde i madsækken.
   Nu sad de ved bålet og deres maver og ganer glædede sig til bønne og roestuvningen som boblede i den lille tilsodede gryde over de 4 sten om bålets gløder. Lilah havde om morgenen puttet bønnerne i vand i en lerkrukke, og Samuel havde skrællet de to roer, fra sækken med friske roer. Poldor havde han betydet gerne kunne hvile sig lidt. Men denne havde slået et par slag rundt i fyrrelunden.
   Pludselig havde et par knækkede grene røbet, at han var kommet tilbage. Lihlah, som sad på hug, udbrød:
   "Poldor nu er maden fær...". Men snuppede ordene af i et gisp, for det var ikke Poldor, der stod bag hende, men en påfaldende mager dreng, næppe mere end 14 år. Samuel rejste hovedet med et sæt og kiggede også på den nytilkommende.
   "Hvad vil du?" spurgte han.
   "Jeg hedder Krosnak", sagde drengen og bøjede høfligt hovedet. "Jeg er på vej til min onkel i 'xxx' med denne sæk værktøj", han pegede på lærredssækken han havde over skulderen.
   "Men jeg har nu gået i to dage og har spist det brød, jeg havde med mig. Så da jeg så jer oppe fra vejen, faldt det mig ind, at herskabet måske havde et stykke brød at undvære?"
   "Det har vi ikke", sagde Samuel.
   "Åhhh", brød Lihlah ind, mon dog ikke vi kan byde drengen et par skefulde af vor stuvning, der er da en tre timers gang endnu til byen tror jeg. - Kan vi ikke fader?"
   Samuel kiggede på sin datters bedende ansigt, dernæst på drengens ludende skikkelse, som stod i en lidt laset kappe og havde et par nedslidte træsko, hvor hans storetå kiggede ud af den ene snude.
   "Lad gå da" Drengen satte sig tungt ned, sukkede og strakte benene lidt mod ilden.
   Lihlah så venligt på ham, rejste sig derefter og hentede nogle skårede kopper fra sækken i vognen. Dyppede en af dem i stuvningen og rakte den til drengen. Som taknemmelig tog imod.
   Han kiggede fra datter til fader og tilbage igen og sagde så med ungdommelig nysgerrighed. "I er vel på rejse, ikke? For I er da byfolk tror jeg."
   "Jah," sagde Lihlah "vi er på vej for at besøge vore slægtninge i kecskemét". Hendes fader rømmede sig og Lihlah tav straks stille. I det samme dukkede Poldor op mellem et par enebærbuske. Da han så den tredje ved bålet stoppede han med et sæt. Stod lidt og gik så langsomt frem mod de andre.
   "Beværter vi mon landstrygere" sagde han så skarpt. "Nej", sagde Lilah, "det er bare en sulten dreng som er på vej til sin onkel - Ikke fader".
   Samuel sagde ikke noget, men kiggede på Poldor, som gjorde et kort kast med hovedet.
   "Jo, sagde faderen, men nu har Krosnak fået noget mad, så jeg mener at Krosnak nu vil fortsætte sin rejse". Samuel kigge fast på drengen, som øjeblikkelig forstod og rejste sig brat. "Jeg takker for maden" sagde han, "Desværre har jeg intet at betale med", han tøvede,"og dog" fortsatte han, greb sækken og stak hånden ned i den.
   "Holdt" udbrød Poldor, lad mig se den sæk. Poldor tog sækken og væltede indholdet ud.
   Det var ganske rigtigt træværktøj: file, et par save, stemmejern, en rasp, og en kniv i en læderskede.
   Poldor tog Kniven, og holdt den op. "Dette er en udmærket betaling," sagde han. "Du kan tage resten og se så og komme af sted." Drengen så fra den ene til den anden, men ingen mælede et ord.
   Så rejste han sig op og samlede værktøjet sammen i sækken, svang den på ryggen og forsvandt ad grusvejen mod den by, de selv havde forladt tidligere på dagen.
   Poldor trak vejret dybt. Så sagde han henvendt til Samuel Bergmann. "I er jo byfolk, med byfolks vaner, men jeg siger, at man skal ikke indlade sig med landstrygere - hvad de end ligner," og føjede han til.
   Så trak han kniven ud, og holdt den op i lyset fra bålet. Den har en god balance tilføjede han. Og med et sæt kastede han den over mod det nærmeste træ. Hvor den blev siddende og dirrede i stammen.
   Så rejste han sig hentede den og sagde til Samuel Bergmann:
   "Med deres tilladelse, giver jeg denne kniv til deres datter. Den er udmærket som brødkniv, men dertil kommer, at i disse egne bør en ung pige ikke færdes uden at have forsvarsmidler."
   Samuel nikkede beklemt til dette forslag.
   Henvendt til Lihlah fortsatte han: "Med deres faders tilladelse, vil jeg i morgen vise dem hvorledes man kan skræmme ugerningsmænd fra deres forehavender, det er ganske simpelt, men nyttigt at vide."
   "Jeg vil dog ikke dræbe nogen" udbrød Lilah forskrækket. "Selvfølgeligt ikke" sagde Poldor, "det er nok at vise, at De kunne gøre det. Tag nu denne kniv, og lad dem ikke skilles fra den, om natten skal den være under deres tæppe, og om dagen i deres bælte." Han kiggede på hendes fader som nikkede og Lihlah tog lydigt mod kniven og dens skæfte.
   De sad endnu et stykke tid om bålet, uden at sige noget. Så betydede Samuel sin datter at det var tid at lægge sig til at sove i vognen. Samuel blev siddende ved bålet. Lidt efter rejste Poldor sig:
   "Jeg ser lige om alt er, som det skal være", mumlede han, og gik ud mellem fyrretræerne.

6 Mere besøg
   "Ja, han var sgu svært ivrig", sagde den ene byvagt og slog spaden hårdt i jorden for hvert af sine skridt.
   "Men han skulle jo også bare ind til sit øl igen. Har vi ikke fundet dem før månen er gået ned" Den talende, en ret høj og ikke ganske ung mand iført en stumpet vams og et par snavsede lærredsbukser pegede med sin magre venstre hånd ud mod måneseglet, der lige kunne anes 30 grader væk fra den nedgående sol.
   "Så går jeg tilbage igen, jeg vil ikke tosse rundt om natten efter nogen pestsmittede".
   "Nåh-, du var måske lidt hurtig, med at tro på den kusk", hans ledsager var noget mindre, men bastant bygget og gik med hurtige fjedrende skridt, så hans vams hoppede foran på hans begyndende topmave.
   "Husk den stakkels fattige bondeknægt", den bastante talte med en tilstræbt pibende stemme, ham med vognen fuld af rådne kohuder, "men hvad var der under dem? - Værktøj nok til at udstyre mindst to snedkerværksteder med drejebænke og alt."
   "Jaeh- men jeg fik sgu ikke noget ud af det", sagde hans høje ledsager, og gjorde et par ekstra trin for at vinde med.
   "Næeh, men du skal holde dig til, og er der gevinst her, så står vi begge i første række, tænk på det!"
   Hans pande rynkede sig i eftertænksomhed, så fortsate han:
   "De der har meget, de forstår ofte at se fattige og ynkelige ud, ser du!"
   "Høh, ja snakke ka du sgu', " lød det korte svar. "Men jeg hopper sgu' ikke op i en pestvogn, for at se om de gemmer et stemmejern eller en høvl. Hvad vil du have vi skal, når vi finder dem? Spørge om det er rigtigt, at de er syge?".
   "Næh, denne gang holder du muldyret, så skal jeg nok kigge nøjere på dem, og jeg har også denne her" fortsatte han og trak en remmington derringer Zig-Zag frem fra sin vams. "Den skal nok få dem til at høre efter, hvad jeg beder om". Det lille våbnen forsvandt næsten i hans kødfulde hånd, og han puttede det forsigtigt tilbage i vamsen.
   Hans ledsager kiggede lidt efter det, trak på skulderen, og løftede så blikket ud over vejen, der et stykke fremme drejede rundt om en af de få bakker i det ungarnske sletteland. Ud af rundingen kom netop en lidt spinkel skikkelse i hurtig gang. Den fik øje på de to bysvagter og stivnede.
   Den magre byvagt rakte venstre arm i vejret og vinkede beroligende til ham. "Han har måske set noget?"mumlede han. I det håb, at der på en eller måde ville vise sig en mulighed for at vende tilbage til det trygge bytorv. Sikkelsen gik nu tøvende frem, det var tydeligt at det var en dreng. Han havde en sæk over skulderen, en landsstryger måske?
   "Hallo" råbte den bastante byvagt "Vi skal ikke gøre dig noget, vi er byvagter fra 'xxx', kom bare nærmere
   Drengen tøvede, men gik så frem igen, og det samme gjorde byvagterne, men mere hastigt.
   "Guds fred", sagde den bastante. "Hvem er du knægt og hvorhen".
   Jeg er Krosnak, fra 'yyy'. Jeg er på vej til min onkel i 'xxx' med noget værktøj, som min fader skylder ham."
   "Er I rigtige byvagter?" Den spinkle dreng kiggede på deres plettede vamse og revnede støvler. "Har i ingen kasketter, det har de hos os?"
   "Joh, Joh, vi har ikke fået dem i skyndingen, vi er nemlig efter en bondevogn, som ikke har betalt told til os. Har du set den?"
   "Jah, en med pestsyge", indskød den høje. "En overdækket sejlvogn med et muldyr, en kusk og to pestsyge"
   Den bastante så irriteret på sin ledsager.
   "Nåh", sagde han, "har du set den?"
   "Jah, jeg så godt en vogn, med et muldyr, men de var da ikke syge?"
   "Hvad mener du med ikke syge?"
   "Næh, de havde slået lejr ved Pskate bækken, de var vist byfolk, det var en gammel mand og en ung kvinde, det var venlige folk, de gav mig en stor kop bønnestuvning. Ja, der var da også en kusk, han var arrig, han sagde jeg var landsstryger."
   "Hah," sagde den bastante og gav et stød i siden på sin ledsager, "Det er vores folk, tak skal du ha knægt, Og hvis du får problemer med at byporten er lukket når du kommer, så sig at Poskre har mødt dig og sagt god for dig. Vil han også have et ord, det vil han måske godt, så er ordet høne indtil næste nymåne"
   "Så kan jeg gå nu?", "ja pil af med dig." Sagde den bastante, og henvendt til sin ledsager: "om en halv time så skal vi til at kigge i deres sække du, Der er nok ting og sager..."
   Da byvagterne nåede lejrpladsen lyste bålets gløder stadig så meget at de bag et par enebærbuske kunne se ud over lejrpladsen. De kunne se en ældre mand på hug der varmede sig ved gløderne i aftenkøligheden. Pludselig vendte han sig rundt og sagde over mod vognen "Er du gået til ro Lilah" og de hørte en lys stemme svarede et eller andet. Nedenunder vognen lå et par tæpper ovenpå et dækken. Muldyret stod og lænede sig op af et af de små tykke og krogede fyrretræer.
   "Se,så sagde den bastante, nu lader du mig føre ordet." Han rejste sig, gik et par skridt ned ad skrænten med hånden i vamselommen, rømmede sig og sagde: "Ja, I havde da så megen hast på i eftermiddags at I glemte at betale told." Det gav et sæt i den gamle mand, han vendte sig, stirrede og sagde højt: "Hvem er I"
   "Byvagterne der stoppede Jer på torvet, og lod Jer køre på grund af pestsygen, men I ser da ud til at være blevet raske igen tror jeg."
   Samuel Bergmann genkendte den bastantes rungende stemmeleje Og så op på de to mænd, den ene høj ludende og ranglet den anden lille og kraftig, den høje stod og lod sin venstre hånd glide hen over den skarpslebne æg på den spade han holdt i sin højre.
   "Men vi har virkeligt intet af værdi. Vi er kun mig og min datter som er på rejse"
   "Ja, så må vi jo kigge på vognen, er der ikke noget i den kan I slippe med et par mønter Ellers må det jo vurderes af bytolderen"
   "Det kan jeg ikke tillade," Udbrød Samuel Bergmann og rejste sig på knæ, "Thi min datter har sit sengeleje der."
   "Så må du jo vække hende" lød svaret fra den bastante. Han slog et slag over mod vognen og sparkede til muldyrets fodersæk, der stod op af et af hjulene. I det samme, gav han en ed fra sig, og humpede lidt tilbage, "Hvad fodrer i muldyret med?, med kampesten?." Og han jog hånden ned i sækken og fiskede en tung genstand op indviklet i en lærredsklud. Hvad er det? Udbrød han og rev kluden i stykker.
   Så blev han helt stille, det han så på var en guldbarre, på vel 20 cm længde, selv i gløderne fra bålet kunne Venezias ægthedsstempel sagtens ses.
   "Nåh så I er guldsmuglere" udbrød han og løftede stangen i vejret med sin venstre hånd.
   Samuel sprang instinktivt op greb en af de glødende kæppe fra bålet og sprang på den bastante byvagt. Men den magre svang forbløffende hurtig sit våben og ramte Samuel i et rent slag over nakken med dens æg. Samuel knækkede sammen som en tør pind og styrtede om i bålet.
   Samtidigt stak Lilah hovedet ud af vognens overdækning en halv meter fra den bastante med et rædselsvækkende skrig der fik det til at sitre igennem Poskre Ud af øjekrogen så han Poldor komme løbende til med sin kølle højt løftet. I et rent forsvarsinstinkt hev den bastante derringeren op og fyrede begge løb på klods hold i brystet på Poldor som faldt sammen over ham. Fortumlet af vægten og derringerens rekyl væltede Poskre over mod vognen. Spademanden, der for fem sekunder siden med ryggen til, undrende havde stået med sin støvle og puffet til Samuels ansigt, som det lå og stegte i bålet. Stod nu lammet og kiggede på de to andre mænd på jorden. Så hev han i Poldors arm for at få sin ledsager fri. Men stoppede i et nu. "Hør," hviskede han. De hørte det begge, hestetramp og vognrumlen. Med et enormt ryk fik den magre byvagt Poldor væk fra Poskre. Og begge vagter sprang op og stormede væk fra bålet, efterladende en spade og en derringer, men med guldbarren knuget ind til Poskres bryst. På lejrpladsen var der helt stille.
   Der hørtes kun den svage syden fra bålet.

Oppe fra vejen lød et:
   "Holdan" og den ivrige lyd af trippende og drejende hestehove.
   Så lød det igen:
   "Der var to skud og en der skreg, vær lige forsigtig".
   En lidt lysere stemme oppe fra bukken svarede. "Det er da dig, der skal være forsigtig."
   Pludselig gik døren op til vognen og en fast lav mandestemme sagde. "Hvad er meldingen".
   "Med deres tilladelse, Hr. Direktør", sagde den lyse stemme " Der er 3 timer til Næste større by 'yyy'. Vi er omtrent fire fra xxx. Vagten hørte skud og skrig. Derfor har vi holdt an. Jeg kan anbefale at vagten sonderer, og at vi fortsætter, når situationen er forstået".
   "Tak," svarede den faste stemme, nu lidt højere. Er det ikke et bål der nede i lavningen?"
   "Jo" svarede den beredne vagt. Han skyndede på hesten, nåede til muldyrvognen, hvor han igen holdt an med et sæt. Så kiggede han sig hastigt omkring og red hurtigt tilbage.
   "Melder, to tilsyneladende døde foran en muldyrvogn, ligner et slagsmål, der er både en lille derringer og en kampspade."
   "Og i vognen?",lød den faste stemme i normalt stemmeleje.
   "Det ved jeg ikke", svarede vagten.
   "Jeg går nu selv derned sammen med kusken, de sidder af og dækker os med deres Chassepot - forstået?"
   Begge mænd gik nu langsomt ned ad skænten til lavningen, der stadigvæk var svagt oplyst. Kusken en yngre spændstig mand holdt venstre vogn lanterne i venstre hånd og en 7,5 mm schmidt 1882 i sin højre. Den anden var højere, på hans gang var det tydeligt, at han ikke havde ungdommens spædstighed længere. Men hans gråhvide støvfrakke sad perfekt. Hans ansigt var markeret, med et par lange lodrette rynker ned ad hver kind. i det dunkle lys skimtedes et par sammenknebne blå øjne. Det gav et sæt i hans skikkelse da han så de to lig. Hurtigt, sagde han, dæk mig, men giv mig først lampen. Med lampen i venstre hånd inspicerede han de to skikkelser.
   "Det er gået helt galt her," mumlede han, medens han trak liget af Samuel Bergmann væk fra bålet. Halsen knækkede lidt, og åbnede for en dyb revne, der havde overskåret rygraden.
   "Hm- ekspertarbejde," udbrød kusken, "og her er våbnet", han løftede spaden. Så vendte de sig om mod den formodede morder. Kusken stillede lanternen og vendte liget, der kom et par skvulp af luerødt blod ud af de to fingertykke huller i brystkassen. Der hvor Poldor havde ligget, var sandet gennemvædet af lyst blod.
   "Han er da ramt i hjertet" udbrød kusken, og kiggede øjeblikkeligt undskyldende på sin ledsager, hvorefter han tilføjede, "Med Direktørens tilladelse".
   "Ja, der er ingen puls. De er nok begge på vej til deres skaber" Kusken gjorde korsets tegn og de rejste sig.
   "Hvad er deres konklusion, Hr Brender", spurgte manden i støvfrakken. Kusken tøvede et øjeblik, så sagde han:
   "De to mænd er kommet op og skændes, Bonden har løftet hånd mod sin herre, som i selvforsvar, har skudt ham, desværre, er det gået galt for dem begge". Manden i støvfrakken nikkede anerkendende.
   "Hvad mon de har i vognen?" Han tog lanternen og gik hen til enden hvor han slog dækkenet til side og lyste ind.
   Det gav et sæt i ham, i den anden ende af den korte bondevogn skimtede han i hjørnet en ung kvinde i sengesærk, hun lå sammenkrøbet på knæ med vildt opspærrede øjne. Hendes højre hånd krummede sig om en jagtkniv og med sin venstre hånd holdt hun sig krampagtigt over munden. Hele hendes anspændte skikkelse dirrede som i krampe.
   "Hvem er de?". Der lød intet svar, men højre hånden løftede sig med kniven, parat til hug.
   "Jeg er Direktør Heinsvoll Grutschske fra Wien. Jeg er her med min kusk og min vagtmand. Vi er på vej til Wien. Vi vil dem intet ondt".
   Heninsvoll Grutschske, satte lanternen ind på vognbunden og løftede sig for at komme op i vognen.
   Lihlah, klemte sig endnu mere op i vognhjørnet, og løftede kniven. Så Heinsvoll Grutscske opgav sit forehavende. Han vente sig mod kusken, som rykkede et skridt tilbage, hele hans skikkelse strakte sig af nysgerrighed.
   "Hr. Brender," sagde Direktør Grutschske. "Vi har her en lille opgave, der sidder en ung vidskræmt kvinde inde i denne vogn, bevæbnet med en jagtkniv. Vil de have den godhed at hente mit rejseapotek, noget vand, og noget styrkende i vognen. Og kald vagten herned."
   "Javel, Hr direktør", med lange faste skridt gik kusken op til landaueren, med et håndtegn sendte han vagtmanden ned.
Forfatterbemærkninger
Her mødes Lihlah, med en anden vigtig sidekarakter i romanen: Hr Direktør Heinsvoll Grutschske. Før jeg går videre med Lihlah og Hr Direktør Heinsvoll Grutschske skal vi lære den sidste bedre at kende. De næste kapitler kommer derfor til at drejse sig om Heinsvoll.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 23/03-2015 13:40 af Søren Skogstad Nielsen (Grosvenor) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 3955 ord og lix-tallet er 29.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.