Hermann kiggede sig lidt rundt. Sådan var et møde hos Dr. Paulitz kreds altså. Han havde talt 15 personer og havde bukkende givet hånd til dem alle. Han forstod ikke faderens krav om passende påklædning, for en del af de tilstedeværende kunne vel næppe have fået samme besked, især ikke den langhårede ovre til venstre, en høj tynd mand med snavs eller malerpletter på sin sjuskede tweedjakke og en besynderlig gangart, ligesom et insekt og en gennemtrængende pibende stemme. Der var også nogle ganske unge, ikke meget ældre end ham selv, bl. a. en der hed noget i retning af Mahlar, og som var præsenteret som dirigent, - sikkert af et skoleorkester. Forsamlingen var i det hele taget særpræget, indtil nu stod de i grupper og snakkede på flere sprog, han kunne genkende både fransk og ungarsk, og vistnok også russisk, selv om han selv nok skulle vare sig for at udtrykke sig på andet end tysk, så kunne han dog genkende sprogtonen. Der var heller ikke megen høflighed, folk skubbede til hinanden, gestikulerede, og for lidt siden var der en som havde svinget med sit ølglas, og det i en grad så øllet var løbet ned af hans bukser og lå i klatter på det bonede gulv, hvor tjeneren nu var ved at tørre det op. Han selv stod sammen med sin Fader i en lille gruppe, de snakkede åbenbart om nogle af de tidligere møder i kredsen, og luften genlød af ord som 'transfinite tal', 'uendelighedens paradoks' og om 'en flerhed af uendeligheder' kunne være i 'modstrid med guds eksistens.' Disse besynderlige vendinger lagde han ikke meget i, så i stedet så han på deltagerne i den gruppe han befandt sig i. Over for ham stod en stor tykmavet mand med et kæmpemæssigt skæg. Når han havde noget at sige, råbte han, og spyttet stod ham ud af munden medens han fægtede med sin store tykke pegefinger mod de to andre og hans Fader. Tilsyneladende befandt hans Fader sig vel i selskabet, og til Hermanns forbavselse lyttede de andre til de for Hermann uforståelige ordsammenstillinger, som var Faderens bidrag til samtalen eller skænderiet, eller hvad man skulle kalde det. Hermann stirrede fascineret på den svage krans af flødeskum spyttet havde dannet om munden på den tykke kæmpe, og en gang tørrede han sig diskret på kinden, da en klat nåede ham i et usædvanligt kraftigt udbrud, noget i retning af.:
"Så de herrer vedholder? da vil jeg med min korrespondance med professor Cantor få sagen afgjort!" Mandens ivrige øjne havde set at Hermann søgte at få bugt med klatten, og han greb ham om håndleddet og sagde:
"Jamen vi glemmer jo helt vor unge herre i hvor disputs. Det er måske endnu en lovende matematiker, jeg her har æren af at hilse på." At Hermann tidligere havde bukket for ham ved præsentationen, havde åbenbart ikke gjort indtryk. Hermann kiggede overvældet ned i gulvet, mandens greb var lammende, ikke på grund af fastheden, men på grund af håndens overvældende størrelse. Med taknemmelighed hørte Hermann sin Fader sige.
"Dog ikke, dog ikke, det er Hermann Grutschske, min søn, som snart skal indtræde i den finansielle sektor."
"Skade", sagde kæmpen, "skade at så meget talent skal undfly videnskaben, men selvom deres Faders ægte kærlighed til videnskaben, kunsten og teknologien, var en professor stilling værdig, så indser jeg at samfundets sociale organisme også har brug for mænd af indsigt, så jeg skal ingenlunde kritisere deres valg unge mand." Hermann syntes ikke han havde valgt noget. Forbløffet opdagede han, at han måske havde mulighed for at vælge et eller andet, og hans barndoms ideal sprechstallmeister ved et stort og farverigt cirkus som et muligt valg gled hurtigt forbi i hans indre. Så kiggede han op, trak vejret dybt, skød brystet frem i paradestilling og sagde
"Deri giver jeg Dem ret."
Kæmpen kiggede et øjeblik intenst på ham, hvorefter han udbrød:
"Vi kan dog alle nyde en 'Beck' før den unge officer udvider vor ånd" og med sine fangarme drog han dem over mod udskænkningen.
Hermann fik sit krus 'Beck' - de voksne fik deres og vente ryggen til ham, medens de vel fortsatte deres diskussioner. Om det var tilfældet eller ej, var ikke i Hermanns fokus, for han havde fået øje på de to serveringspiger. De havde begge kitler på med farvestrålende forklæder. Kitlerne var åbne foran, og ret korte bagpå. Og Hermanns øjne gik glade på opdagelse, i dybet foran på kitlerne, men endnu bedre var, når en af pigerne vendte sig rundt og bøjede sig ned, så deres bagdele næsten ikke kunne finde plads under det tynde stof og derfor skubbede og pressede stoffet op og rundt på en måde, der gav Hermann korte anfald af svimmelhed. Han mærkede også, hvordan det svulmede og dirrede i hans bukser, men blev afledt af, at hans ølglas ramte disken med et klunk. Så prøvede han at iagttage den ølplamage som sammenstødet havde efterladt på disken, men hans fokus forsvandt næste gang en af pigerne leende serverede endnu et krus øl for en eller anden. Han magtede ikke at styre sine øjne, og hans frie hånd fandt ned i bukselommen for at få sit begejstrede lem anbragt på en mindre pinefuld plads. Pludselig greb hans Fader ham i armen og sagde:
"Det er tid til seminariet." Han tog Hermann ved skulderen og ledte ham gennem rummet til den tilstødende sal. Den retning og den ihærdighed Faderen lagde for dagen fandt Hermann pinefuld, men han vidste ikke andet end at følge med.
De blev placeret på en af de ledige stole på den næstbagerste række. Hele den lille sal var fyldt op. Foran forreste række var placeret en stor skifer tavle med en bastkurv ved siden af til tavlesvampen. En yngre herre i en uniform, Hermann ikke havde set før, gik frem og tilbage med hastige egernagtige bevægelser. Ved siden af stod en solid ældre mand der havde lagt sin jakke. Han havde to tommelfingeren i bukselinningen. Den jakkeløse kiggede veltilfreds ud over salen. Netop da Hermann og hans Fader havde taget plads startede denne professor - eller hvad det var, en præsentation af foredragsholderen. Hermann fangede ikke noget af det ud over at det var en udenlandsk officer. Denne begyndte straks efter at tale, med en besynderlig og nærmest uforståelig accent, som om at hans originale sprog - det var nok engelsk, som Hermann ikke helt beherskede, slet ingen konsonanter havde. Hermann sad og kiggede uden at se nogen ting, det eneste der nu og da rev ham ud af hans tågede tilstand var kridtets knalden og piben mod tavlen. Hvor formler og streger ligesom voksede ud af officerens hånd. Hermann begyndte langsom at komme til sig selv, det der vækkede ham var en overvældende kraftig trang til at tisse. Han bankede forsigtigt på Faderens skulder og hviskede, at han blev nødt til at besøge toilettet. Faderens grynt tog Hermann som en accept, og forsigtigt kantede han sig bagud mellem stolene på den bagerste række, listede hen til portieren og spurgte tjeneren med hviskende stemme om denne kunne anvise ham toilettet. Tjeneren førte ham ud bag portieren og pegede ned ad gangen hvor Hermann kunne se en dør i det svage gaslys.
Og ganske rigtigt da han åbnede døren, kunne han kigge ind i et smukt flisebelagt rum med et moderne zinkpissoire til højre. Hermann kiggede et øjeblik undrende på det rør med messinghane der ledte ned til pissoirets top, og fik et øjeblik den tanke at urinen skulle suges op herigennem, men så forstod han, at det nok var meningen, at man skulle åbne for vandet og skylle urinen ud efter ens ærinde. Det var med en fantastisk lettelse, at han fik kastet sit vand i en tyk og klar stråle- Han sank ned i den sædvanlige salighed, som dette ærinde gav ham, imens studerede han messinghanen, den var smukt poleret og dekoreret med fremhævede bogstaver URINAL stod der.
Efter Hermann havde afsluttet sit ærinde, var det hans hensigt stille, at finde tilbage til sin plads, men da han kom ud af toilettet lagde han mærke til en tydelig pigelatter bag en anden dør, der stod på klem på venstre side af den dunkle gang. Han listede sig hen til den, dvs. det var det han ville, men snublede i tæppet, og måtte gribe for sig i dørhåndtaget, så døren svingede halvt op. I sin ubekvemme stilling så han noget, der lammede ham fuldstændigt, han så ind i anretterværelset. De to piger fra serveringen, var de eneste tilstede, begge havde lagt forklæderne, men det var ikke det chokerende, de havde begge armene tæt slynget om hinanden, og den største piges venstre ben var presset ind mellem den andens fyldige lår, så kitlen var gledet helt op. Deres munde var helt tæt ved hinanden, men drejede sig mod ham i det døren åbnede. Begge pigers munde stod halvt åbne, men ellers holdt de sig fuldstændig stille. Hermanns lammelse fortog sig, og svimmelheden kom igen, og uden at lægge mærke til det gik han et par skridt frem. Det fik pigerne til i en langsom glidende bevægelse at svinge lidt væk fra hinanden, og den ældste åbnede leende munden og sagde:
"Nej se, hvem kommer der". Så tog de et langsomt glidende dansetrin hen imod ham, greb fat i begge hans hænder. Og trak ham hen imod sig. Forskrækket prøvede han at trække hænderne til sig, men blev forbløffet over styrken i de fyldige pigearme. Med en svimlen lod han sig trække ind i deres favn. Den store pige, der var lige så høj som han, selv kyssede ham i øret og den lille piges frie hånd greb fat i hans ene sele der løsnedes med et smæk.
I foredrags salen var der en pause i seminariet. Denne pause benyttede tjeneren til at hviske følgende til Direktør Heinzvoll Grutschske.
"Hr. Direktøren finder det måske ikke passende, men Direktørens søn befinder sig i anretterværelset." Heinzvoll blev grebet af forvirring over hvad tjeneren ville ham, og vinkede ham af. Så gik det op for Heinzvoll at meddelelsen måske indeholdt andet og mere end en orientering om i hvilken lokalitet hans søn befandt sig.
Han rejste sig og fuldt af tjeneren gik han hastigt ned ad den dunkle gang. Synet af sin bukseløse søn, med fuldt erigeret lem på knæ mellem de to halvt afklædte serverings piger, fik nogle brikker der aldrig rigtig havde faldet på plads i Heinzvoll's verden til endeligt at finde deres leje. Med en stemme der knækkede over i falset råbte han.
"Hermann, så er det slut," derefter greb han sønnen hårdt i armen bukkede sig ned og langede ham af al kraft en knaldende ørefigen. Hvorved Hermann øjeblikkeligt ejakulerede og Heinzvoll's jakke ærme revnede i syningen.
Tjeneren trådte til og gennede pigerne ud, medens han samlede Hermanns bukser op, som denne rakte ud efter, dog uden at kunne nå dem. Heinzvoll havde stadigvæk et fast greb i sønnen, og holdt ham nede, medens han henvendt til tjeneren, der netop kom tilbage, sagde: "Jeg ønsker de sender min Cab, til banken og at de fremskaffer et lukket køretøj til mig til køkkentrappen." Tjeneren nikkede uden at fortrække en mine, med sit blik rettet mod et fjernt sted i rummet.
Heinzvoll fik Hermanns bukser da tjeneren forlod lokalet, han slyngede dem i hovedet på Hermann med ordene: "Du bringer nu din klædning i orden."
"Jamen Fader" sagde Herman spinkelt.
"Du tier var svaret," hvilket fik Hermann til beskyttende at løfte den ene arm. Heinzvoll Grutschske vendte ryggen til sin søn og gik et par skridt frem mod døren ind til anretterværelset og blev stående. Han hørte et par svage kvindagtige hulk bag sig og stivnede desto mere.
En rum tid efter kom tjeneren igen. Direktøren gav denne besked om at følge Hermann ned til den ventende vogn. Lade den vente, meddele Dr. Paulitz at han selv uheldigvis var blevet upasselig og derfor med beklagelse måtte forlade det strålende seminar. Og derefter komme og hente ham selv ned til vognen.
Efter denne episode forekom det ikke Heinzvoll Grutschske længere at være muligt at samtale med sin søn. Han besluttede at deres fremtidige udvekslinger alene måtte forgå skriftligt.