1 Hvor Hr. Heinzvoll Grutschske får visse underretninger, som får ham til at beskæftige sig med sin søn

Herrn Direktor Heinzvoll Grutschske, Grunderzeit Algemeine Bankverein, er en høj slank mand med en sundt udseende ansigtsfarve. Hans træk er markerede, overskægget er svagt gråt. Nu sidder han mageligt tilbagelænet i bankens Hansom Cab. Kusken er en af bankens betroede ansatte. Specielt udvalgt af Heinzvoll Grutschske for sin pligtopfyldenhed og diskretion. Hesten er i rolig skridtgang gennem Burgring delen af Ringstraße, de åbne lyse flader med de snorlige Platan alléer danner et regelmæssigt fletværk, hvilket tiltaler Heinzvoll Grutschske's ordnede sind. Med tilfredshed konstaterer han også at den importerede Hansom Cab's specielle pneumatiske affjedring fjerner enhver rystelse fra hjulenes nødvendige kontakt med stenbroen. Muligheden af dette arrangement og dets gennemførelse var betinget af Hr. Heinzvoll Grutschske's kontakter dels med professor Rudolph Schrödinger fra Der Polytechniches Institut, dels gennem bankens finansielle forbindelse med en afdeling af Tatra werke i Purkersdorf. Denne Hansom Cab var ikke alene den eneste i Wien, den var også udsmykket med indlagte stål og bronze figurer suppleret med emalje ornamenter som på bedste måde gengav varianter af Leopoldstadt's byvåben, især den smukke hvide hjort trådte klart frem. Bankens hovedsæde var netop beliggende på en af Leopoldstadt's boulevarder, så intet kunne være mere passende. Udfærdigelsen af dette kunstfærdige arbejde var blevet tilset af en af Heinzvoll Grutschske's meget gode bekendte Professor Hundsvogel fra Universität für angewandte Kunst.

Hesten havde en tid gået i skridt for Heinzvoll's indre var denne formiddag ikke længere ordnet. Han havde netop denne morgen med bud fået en henvendelse fra rektoren på Leopoldstädter Kommunal-Realgymnasium hvor rektoren havde udbedt sig en samtale, og Heinzvoll Grutschske's havde brug for at samle sig efter mødet med denne respektable mand. Ikke fordi han havde nogen indre overvejelser omkring samtalens forløb, men samtalens genstand, hans søn Hermann Grutschske havde forvirret ham og det stedse hyppigere, igennem de sidste år. Og denne samtale havde gjort hans forvirring endnu større. Hvilket var markant ubehageligt for hr. Grutschske, der normalt på ingen måde kunne betegnes som forvirret.

For et halvt år siden havde privatlæreren bedt om en samtale, og havde her udtalt, at hans pædagogiske formåen ikke rakte til at assistere Hermanns opdagelsesrejser i hverken de skønne kunsters udøvelse eller de matematiske færdigheder, samt at han ikke mente at Hermanns evner var forhindringen - for evner kan trænes, men at det snarere var en manglende lyst og vilje til at dyrke, opdage og hæge om disse blomster på den menneskelige kulturs busk. Heinzvoll måtte i sit indre smile over denne udmærkede mands svulstige sprog. Samtalen havde dog efterladt endnu en brik til det puslespil, han følte, han havde pligt til, som Fader at lægge omkring sin søn. Han havde efter de fremmeste og mest fordomsfrie principper insisteret på over for sin frue og barnepigen, at Hermann skulle have tid og muligheder til at lege, og havde tidligere nu og da ledsaget dem i parken for at gøre sine iagttagelser. Der kunne han imidlertid ikke iagttage en glad legende dreng, der spillede bold eller legede med top og trillebånd med de andre børn, men i stedet en dreng der sad på bænken sammen med barnepigen og med hende kommenterede de andre drenges påklædning, eller de morede sig med at efterabe disses ikke altid ordentlige sprog. Somme tider bad Hermann barnepigen om at læse højt af wochenzeitung für Frauen, især annonceteksterne havde en tydelig interesse fra Hermanns side. Han havde også lagt mærke til hvor utilbøjelig Hermann var med at snavse sig til, og at han altid foretrak det fine søndagstøj, med fløjlshuen i stedet for dagligdagens matrostøj. Heinzvoll Grutschske vidste godt, at han spejdede efter noget fra sig selv hos drengen, men ikke kunne se det.

Da Hermann voksede til, spejdede han mere og mere ihærdigt men kunne kun nu og da iagttage noget af betydning. Han begyndte, da drengen kom i skole, at have først ugentlige samtaler med Hermann, hvilket var en ide en af hans bekendte, der havde studeret Edouard Seguin's arbejder havde givet ham. Senere blev samtalerne månedlige. Grunden til, at han fraveg princippet med ugentlige samtaler, var følgende begivenhed en søndag formiddag.

Han sad med Hermann på skødet og læste eventyret om de tolv brødre fra brødrene Grimms samling, som havde betaget ham selv meget. Midt i eventyret havde Hermann sagt, at han selv ville have sådan en hytte, og hvis der kom en pige, så ville han slagte og spise hende. Da Heinzvoll Grutschske omhyggeligt forklarede at pigen ville frelse brødrene, var Hermann hoppet ned fra hans skød og havde sagt at det troede han ikke på, det var bare noget i en bog - Det gad han ikke høre og han syntes meget bedre om det blad, som barnepigen læste for ham.
   "Hvad var det da?"
   "Om de ting man kan få," sagde Hermann, " Jeg ønsker mig en stok til min fødselsdag, med guldhåndtag," tilføjede han "ikke som din, den er grim."

De månedlige samtaler var mere præcise end Heinzvoll Grutschske's første forsøg. De drejede sig om at overhøre drengen i hans lektier og gennemse hans arbejdsbøger. Disse seancer endte oftest i reprimander fra Heinzvoll Grutschske's side og forklaringer fra Hermanns, om hvor onde lærerne var, og hvor lidt de ville hjælpe ham. Da Hermann var otte år og gik i tredje klasse, opgav Heinzvoll Grutschske dette arbejde med barnet og ansatte en privatlærer.

Rektoren havde venligt bedt ham tage plads og budt, hvilket Heinzvoll Grutschske ligeså venligt havde afslået. Så havde de talt lidt om skolens og bankens anliggender, hvorefter rektoren havde holdt en påfaldende pause, hvor han sad og førte sin smukt ciselerede papirkniv frem og tilbage over bordets mahogni. Efter en dyb indånding kom det:
   "Ja der har her på skolen fundet visse hændelser sted, som jeg mener, jeg bør orientere Hr. Direktøren om, visse hændelser som skolens rektorat ikke kan acceptere uden at agere herpå, og det har rektoratet da også gjort."
   "Kan Hr. Rektoren orientere mig yderligere herom?"
   "Ja i princippet er det muligt, det drejer sig om visse hændelser af en overmåde tvivlsom etisk og moralsk karakter."
   "Såsom?"
   "Ja de har medført, at vi har måttet bortvise en ellers lovende og begavet elev fra vores institution, de forstår nok, at det er en meget alvorlig beslutning, men rektoratet blev tvunget hertil og beslutningen er uomgængelig."
   "Har Hermann været involveret i disse hændelser?" spurgte bankdirektøren.
   "Ja, det er netop baggrunden for min henvendelse til Hr. Direktøren." Heinzvoll Grutschske var vant til problematisk forhandlinger og syntes at han ville hjælpe rektoren til at komme videre, da denne øjensynlig døjede hermed gennem egen kraft.
   "Drejer det sig om tyveri eller snyderi måske," sagde han og prøvede at fange rektorens blik, der dog ikke evnede finde hvile i nogen bestemt synsretning.
   "Nej," sagde rektoren "det er det ikke, det er en problematik af mere intim karakter."
   "Javel," sagde hr. Grutschske, som var velbevandret i Josef Breuer's arbejder "Det er måske tildragelser af en seksuel karakter?" Rektorens hænder dirrede en smule.
   "Så", sagde han, "med Hr. direktørens tilladelse må det mig måske være tilladt at hidkalde vor Lektor i gymnastik Hr. Bruntenstein?"
   "Ja gerne," sagde Hr. Grutschske. Rektoren trak i ringesnoren og med overraskende hurtighed bankede det på døren. En høj kraftig karseklippet mand trådte ind.
   "Må jeg forestille, Hr. Lektor Bruntenstein, Hr. direktør Heinzvoll Grutschske."
   "Hr. Lektor," fortsatte rektoren. "De vil måske berette tildragelsen for Hr. Direktøren?"
   "Ja gerne," sagde manden, med en fast kontant stemmeføring.
   "Jeg træder ind på alumnernes omklædningsrum, der stedfinder jeg to alumner ureglementeret påklædt, idet de kun er iført deres undertrøjer, den ene alumne Hermann Grutschske ligger på maven på gulvet med spredte ben, den anden alumne sidder overskrævs på ham og er i gang med at indføre et boldtræ i den underliggende alumnes anus. Jeg afbryder straks deres forehavende. Påser, at de ifører sig en reglementeret beklædning og ledsager begge til rektoratet. Overfor rektoratet bekræfter alumnerne min beskrivelse af hændelsesforløbet, hvorefter jeg overdrager de videre foranstaltninger til Rektoratet."
   "Ja, mange tak," siger Rektoren og henvendt til Hr. Grutschske. "De må forstå, at den udførende aktør måtte straks bortvises fra vor institution. Hvad der videre bør ske i sagen, overlader jeg til deres foranstaltning Hr. Direktør." Samtalens vending havde været i nogen grad overraskende for Heinzvoll Grutschske, som dog havde samling nok på sig til, at han kunne sige:
   "Jeg skal med tak modtage dette ansvar, og vil muligvis senere udbede mig Rektoratets rådgivning" - det sidste var dog ikke noget Hr. Grutschske kunne forestille sig, men han manglede et par sætninger til at udfylde tiden, før han kunne tage afsked.
   "Ja, vi skal gerne yde dem vor assistance i det videre forløb."
   "Ja det er jeg sikker på," svarede Hr. Grutschske, "jeg takker dem begge for deres hurtige reaktion på denne tildragelse, men nu må de have mig undskyldt." Rektoren for op og rakte en lille svedig hånd overmod Hr. Grutschske, som tog den og slap med det samme. Hr. Lektor Bruntenstein indtog en stram retstilling og rakte en tør langstrakt hånd frem, og gav et besynderligt kraftesløst håndtryk.