1 Lihlah spiller cello.

Lilah sad med sin cello i baghuset og prøvede at få celloen til at følge hendes hensigter. Imedens gik hendes tanker til moderen, der var død året før. Det havde forandret deres dagligdag. Fader var blevet nedtrykt, og det var nu mere og mere sjældent, at han bad hende spille for sig. Til gengæld var Olga blevet fæstet hos dem, for at tage sig af husholdningen. Hendes fader havde insisteret herpå. Det havde ikke været muligt for hende, at få ham til at ændre mening. Og hun syntes, det var pinligt at hun, som var både energisk, og tit havde gået moderen til hånde, nu skulle betjenes af en fremmed. Men faderen var ubøjelig. Du går kun udenfor huset sammen med mig sagde han, der kan ske så mange ting, og husarbejdet kan let ødelægge dine fingre, og hvad så med celloen? Det var måske rigtigt nok, det sidste.
   For hun havde et par gange spillet for forsamlingen og én gang var en dirigent fra Bratislava til stede Og han havde sagt, at hvis de kom til Bratislava, var han mere end villig til at placere hende i sit orkester. Det havde hun rødmende sagt, var alt for meget, og bedt ham om ikke at have hende til bedste. Men til hendes fader havde han sagt, at denne elegance og præcision, som hun udviste i håndteringen af sit instrument, var et kendetegn på det virkelige talent. Et talent der selvfølgeligt skulle pudses af, men virkeligt det var det, tro mig, havde han tilføjet, jeg ved jo hvad jeg taler om. Hendes fader havde stolt sagt, at hans datter jo også komponerede. Og dirigenten havde da bedt om at få tilsendt en afskrift af en af hendes kompositioner. Den havde hun fået tilbage, med en del rettelser, men også med påskrifter som: 'Udmærket løsning' og et sted stod: 'Strålende! Genialt!.
   Det var for et år siden. Og i foråret havde hendes fader fået et brev, hvori der stod, at han var taget til England, men at hans tilbud stadig stod ved magt.
   Og i en efterskrift: 'Min Bedste Hr. Bergmann, de har en menneskelig Juvel i deres hus, de må love mig at få den slebet og vist frem til alle musikelskeres glæde.
   Sommetider havde Olga, når hun var færdig med sit arbejde banket på døren og spurgt, om hun ikke måtte sidde og høre på. For det var, som at blive grebet blidt om hjertet, som hun udtrykte det. Det havde Lilah, selvfølgeligt sagt ja til, og spurgte om der var noget specielt hun skulle spille. Jo den de spillede i morges, medens jeg vaskede, havde Olga sagt, så, hun løj ikke, det var en virkelig glæde for hende.


2 Hvor Lilahs fader modtager nogle nyheder.

Olga Protavia stod i døren til guldsmed Samuel Bergmanns lille smykkeværksted, hvor den lille tørre mand var i fuld gang med sit arbejde. Hun rømmede sig, Samuel Bergmann rettede sig op.
   "Ja Olga, hvad er dit ærinde?"
   "Jeg vil gerne ophøre med at arbejde for dem."
   "Hvad sagde Olga?. Olga vil ophøre?"
   "Ja," sagde Olga, "Jeg tør ikke være her længere. De var efter mig på markedet. De råbte grimme ord.
   "Råbte de grimme ord?"
   "Ja, at de nok skulde komme efter- efter" Olga stammede,
   "Ja, efter sådan en jødepikslikker-" Olga brast i gråd og hikstede videre:
   "Og de vil heller ikke handle med mig på markedet. Slagteren vil ikke, og bageren heller ikke, kun en af bønderne, så jeg har kun kålrabi med hjem."
   "Jamen Olga, Jamen Olga da-. Jeg skal snakke med markedsbetjenten at han kan holde styr på sådan nogle banditter."
   Det skal de ikke, han var selv med i det," snøftede Olga.
   "Jamen Olga, hvad skal de så leve af?"
   "Det ved jeg ikke," lød svaret. "Måske kan jeg rejse ud til min onkel på landet, han har altid været god ved mig."
   "Javel, jaså, jamen jeg går straks til borgmesteren den dag i morgen. De har jo ingenting gjort "Olga. Og jeg har da heller ikke noget udestående med nogen. Det har jeg da ikke."
   "Det tror jeg slet ikke, han vil holde med dem i." Udbrød Olga og tørrede øjnene i forklædet. "Har de ikke hørt om de bondevenner, der er kommet til byen? Fru Randtsa, den venlige kone, sagde også, at jeg skulle sige til dem, at det ikke så godt ud for jøderne. Bondevennerne holdt møde i går på skt. Møbiuspladsen sagde hun, hvor de rasede mod jødiske jordejere, der udsugede bønderne. De skulle slås ned som skabede hunde, sagde hun, at de havde råbt." "Jamen jeg har da ikke noget med det at gøre" svarede Samuel Bergmann, "jeg er da bare en håndværker og en handlende. Og jeg ved da at jeg har visse forbindelser, til kredse her i byen, som har indflydelse, langt mere end rakkerpakket, det kunne jeg dog tro".Han tøvede lidt og sagde så: "Ja jeg ved godt, at der har været svære tider for bønderne, men nu er alt her i byen jo ved at blive langt mere civiliseret, så mon ikke det bare er en krusning. Se de nu bare tiden an."
   "Jeg går ikke til markedet mere" sagde Olga bestemt.
   "Nej, Nej, men måske kan jeg få naboens pige til at hjælpe os. Det er jo således, at jeg ikke gerne lader Lillah gå ud uden følgeskab."
   "Nej, der kan de selv se, andre unge kvinder de, kan da godt gå ud."
   "jo da," sagde diamanthandleren, "men deres forhold er også anderledes. Se nu tiden an til imorgen. Hvis de nu koger os en dejlig kålsuppe, så behøver de ikke lave mere i dag. - Skal vi ikke sige så?"
   "Jo," snøftede Olga.

Samuel Bergmann arbejdede videre, mens han tænkte. Bondevennerne, dem kendte han til, de var nok mest venner med sig selv, men de var gode til at hidse folk op. Og det var ikke helt forkert, at da jordudstykningen gik så dårligt, og bønderne havde måttet sælge, til hvem der bød, for bagefter at forpagte deres egen jord. Så var der jo nogen, der havde givet dem så dårlige forhold, at det ikke var rimeligt for mennesker. Og der havde da været folk af hans slægt heriblandt. Men når han havde nævnt det i forsamlingen, havde de bare trukket på skuldrene, og spurgt om han var blevet bondeven på sine gamle dage? De gjorde da bare, som alle andre gjorde. Og var det meningen at deres egne børn skulle sulte?.
   Samuel Bergmann besluttede sig for at gå til borgmesteren.