2 Hvor Hr. Heinzvoll Grutschske gennemfører en samtale med sin søn.

Hern. Direktor Heinzvoll Grutschske lod Hansom Cab'en stoppe ved en budcentral og bad kusken skaffe en kuvert og et bud fra centralen. Imens tog han sin svineskinds indbundne notesblok frem, smukt prydet med Grunderzeit Algemeine Bankverein's våben. Rev et blad ud og skrev, at han beklagede, at han ikke ville være i banken før i morgen og tilføjede et par detaljer om en af sine forretninger, som er vores beretning uvedkommende. Da budet, en lavstammet energisk og rødmosset, mand kom med kasketten i hånden og afleverede kuverten, foldede direktøren noten sammen og voksforseglede den med remedierne fra den lille skuffe i Cab'ens venstre side. Så påførte han bankens adresse på kuverten og overrakte den til budet. Denne så på kuverten, indtog stram retsstilling, gjorde honnør, hvorefter han i hastig gang forlod stedet. Efter et par skridt tog han kasketten på igen.

Heinzvoll Grutschske lod nu Hansom Cab'en køre mod sit hjem. En strækning, der blev tilbagelagt på ca. en halv time. I dette tidsrum overvejede Hr. Grutschske forskellige muligheder og besluttede sig for tre af dem. Den første var en samtale med Hermann efter frokosten, den anden krævede, at han kontaktede fru Lorellas etablissement, den tredje ville bestå i et sidste forsøg på at få Hermann til at interessere sig for de rige frugter af menneskehedens studier af naturen.

Ved frokostbordet, hvor hans kone og Hermann deltog, iagttog hans Fader sin 17 årige søn, hans sjuskede manerer med bestikket og hans manglende interesse for at placere det smukke bøhmiske vandglas korrekt ved sin kuvert. Han hørte også sin kones og sønnens pludren om den fornøjelse, der ventede dem ved sæsonens første cirkusbesøg. På hans kones forespørgsel svarede han, at han da gerne ville deltage i oplevelsen og snarest ville sørge for nogle gode pladser til premieren. Da frokosten var ved at være færdig, sagde Hr. Grutschske:
   "Hermann, jeg ønsker en samtale med dig på mit kontor efter frokosten."
   På det lille sæt, det gav i Hermann og hans hurtige øjekast, og den grundløse måde han bøjede sig over tallerknen på, kunne hans Fader se, at samtalens emne var ganske tydeligt for hans søn. Men heri tog han på en måde fejl.

Efter frokosten lagde Hr. Grutschske sin jakke og vest og tog sin engelske cardigan på, som han ellers kun benyttede ved udflugter på landet. Så satte han sig, ikke bag ved sit skrivebord, men ved det lille ovale mahogni bord med de to klassiske egetræsstole. - Her ventede han.

Lidt efter bankede det forsigtigt på døren og Hermann sneg sig ind og lukkede døren efter sig, kiggede sig lidt rundt, fik øje på sin Faders usædvanlige placering. Heinzvoll Grutschske pegede på den anden stol ved bordet og sagde:
   "Hermann kan gerne sætte sig her." Han havde nu sin bumsede, middelhøje og hvalpefede søn siddende i profil. Heinzvoll mærkede igen sit instinktive ubehag, som han foragtede sig selv for - og derfor straks undertrykte. I den følgende pause var alt i Hermann kaos - hvad var det nu? Han prøvede at tænke tilbage på den seneste tids hændelser, men kunne ikke holde fokus. - Så udbrød han:
   "Har Hr. Grünswald sladret?" Hr. Grünswald var privatlæreren.
   "Hvad skulle Hr. Grünswald vel have sagt mig?" svarede hans Fader.
   "Ja, at jeg sviner mig til i stedet for at lave lektier - men alle de andre på skolen river den også af, sommetider også i frikvartererne, men jeg gør det kun på mit værelse." Det for ud af sønnen der skiftevis blev rød og bleg. "Hr. Grünswald siger også, at man bliver sindssyg af det, men det tror jeg ikke på."
   Samtalen udviklede sig langt lettere for Hr. Grutschske, end han havde forventet.
   "Nej," sagde han, "Hr. Grünswald har ikke sladret." I sit indre smilede han lidt ved tanken om, hvordan mon den både svulstige og sippede Hr. Grünswald ville have bragt et sådant emne på bane. "Hermann må forstå, at noget sådant er en naturlig fysisk reaktion for et ungt menneske, det er endda kendt i videnskaben og kaldes onani. Disse seksuelle kræfter er meget stærke i Hermanns alder, kunsten er kun at styre dem på den rigtige og sunde måde."

Hermanns indre kaos var ikke blevet mindre ved denne udtalelse. Han havde forventet at påhøre, at hans Fader ville holde en dundertale, og han ville så intenst nægte alt, og sige at Hr. Grünswald var ondskabsfuld og slet ikke nogen god privatlærer. - Men nu havde han selv forspildt denne mulighed. Bare han dog kunne tie stille, men sammen med sin far, og dennes tavshed var det igen blevet umuligt for ham ikke at snakke.

"Der har været en hændelse på skolen og i den anledning har jeg haft en samtale med rektor," fortsatte Heinzvoll Grutschske. "Hermann ved måske hvad det drejer sig om?" Hermann prøvede at få hold på sine indre flimrende billeder, men nåede ikke til at beslutte sig for, hvad han skulle sige før Faderen fortsatte. -

"Den hændelse fandt sted i omklædningsrummet til gymnastiksalen for ganske nyligt."'

Så revnede en dæmning i Hermann og med sprøjtende tårer hikstede han sig igennem følgende beretning.

"Det var Sigmund, der gjorde det, det var ham der ville, han gør det også med de andre. Han sagde han ville tæske mig, hvis jeg ikke suttede på ham - men det ville jeg ikke, for den lugtede sådan, så sagde han, at han ville vise mig, hvordan man gjorde det. Og så væltede han mig ned på gulvet. Og gjorde det, men så kom lektoren."
   "Det var altså ikke med din tilladelse at han udførte sit forehavende?"
   "Nej - nej - slet ikke - men han gør det også med de andre. Nogen kan godt lide det, bagefter skal de rive den af på ham. Han er meget stærk, så jeg turde ikke andet."
   "Javel Hermann," sagde hans Fader, "nu er Sigmund jo bortvist fra skolen, men Hermann skal vide, at jeg finder det hele forløb meget forkasteligt, og i fremtiden vil jeg forlange overfor Rektor, at du ikke er uden opsyn i frikvartererne og at du ikke deltager i gymnastikken. - Det forstår Hermann vel?"

Kaosset i Hermann var afløst af en flagrende lettelse. Igennem øjnenes tåger så han sin far og nikkede til ham uden det gik op for Hermann, hvad nikket egentlig betød.
   "Vor samtale er endnu ikke afsluttet," fortsatte hans Fader. "Jeg har besluttet, at det er på tide at forberede dig på dit voksne virke i verden, og jeg vil derfor tage dig med til nogle arrangementer, der ikke er så skoleprægede, og som jeg håber du derfor vil deltage i med større interesse." Hermann nikkede igen. "Jeg forventer selvfølgelig at du så fremover opfører dig behersket som en mand af dannelse."

- En automat inde i Hermann nikkede igen med hans hoved.

"Ja," sluttede hans Fader, "Dette er så enden på vor samtale. Jeg formoder, du har en del lektier at arbejde med, det ser jeg gerne at du koncentrerer dig om fremover."

Hermann rejste sig. Han var lige ved at række Faderen hånden, men vidste ikke om det gik an og drejede sig derfor om, snublede i gulvtæppet - fandt døren og kom ud.