Den fantastiske illusion havde skabt et blindt punkt.
Fjernet alt lyset og pustet det sort.
Malet et stort hvidt kryds over alle de små tegn.
Og alligevel endte det med dette:
Det røde på gulvet.
Rødere end solnedgangens genskær i havet.
Rødere end rosens flotteste blade.
Rødere end livets mest romantiske øjeblikke.
Alt blev genspejlet.
Alle tegn.
Alt lys.
Hele illusionen braste.
Få enkelte ord havde ødelagt det, der var så fantastisk.
Noget der var spået til at holde for evigt.
Det eneste der var tilbage nu var det røde blod på gulvet.
Det eneste, som kunne bekræfte det forfærdelige, der var sket.
Det eneste, der var tilbage af alt, som var sket.
Tegnet på at intet var glemt, men at alt var borte.
Intet kunne genskabes. Intet kunne føres tilbage til livet.
Sket var sket og livet måtte fortsætte sin gang.
Blodet på hænder og fødder var det eneste, der bekræftede ens fortid.
Det eneste, der bekræftede den lykkelige tid man havde haft.
Det eneste, som for alt i verden vil blive husket på trods af ønsket om at glemme.