Under træet med blotlagte rødder
i et net af silkeglatte spind,
mødte jeg skæbnens mødre
og lukkede dem gladelig ind.
Satte dem ved bordet
som dukker fra barndoms minde,
og tog så sagte ordet
jeg havde så meget på sinde.
Men hvad skal man dog sige
til ansigtsløse smil,
når man som lille pige
blev ramt af tavshedens pil.
Valgte så fra listen
et spørgsmål betrådte stien,
i næsten uhørlig hvisken
Hvad er skæbnen min?
De svarede i enstemmigt kor
fulgte spørgsmålet ned af vejen,
deres toner som livsgnist i flor
skæbnen er din egen.