De kloge hoveder (og alle forfatter-guide-bøger jeg har læst gennem tiderne) siger, at man skal sætte sig og friskrive i 20 minutter, før man går i gang med den egentlige tekst. Men hvad gør man, når hjernen går fuldstændig blank hver gang man sætter sig for at gøre netop dette? Jo, man giver sig til at skrive om, at hjernen er gået i strejke for at dyrke sit gudsforladte motorstop. Man skriver da selvfølgelig lige det, der falder en ind.
Mine fødder tripper mod gulvet. De vil væk fra pc'en, men jeg vil ikke lade dem. Uroen breder sig og snart sidder jeg og hopper med højre ben. Jeg kan mærke en krampe lure under huden i mit lår, og indrømmer i mit stille indre, at den nok er opstået af en weekend med for meget inaktivitet.
Trip, trip, trip... "Åh, for pokker da også." Jeg rejser mig for at gå ud og lave en kop kaffe - Så meget for at sidde stille i 20 minutter...
Jeg vender tilbage med et stort krus dampende tjære Ubeslutsomheden står malet i mine træk, da jeg flere gange er ved at vende om og gå tilbage til køkkenet. Jeg ville gerne have puttet lidt sukker i, men nu er jeg jo lige gået på kur i sidste uge. Ender med bare at sætte mig og stille koppen på bordet foran computerskærmen. Blah, så mange ting at skære ned på, total kostomlægning. Motion. Jeg skælver ved tanken og skæver til kondicyklen, der står bag mig og tårner sig op. Kan næsten forestille mig dens hånlatter fra sidste gang jeg hoppede op på den og måtte stige ned med rystende ben, der på bare 6 minutter var blevet fulde af mælkesyre. Kan huske at jeg besluttede at prøve at presse den til 7 minutter næste gang, og så 8, så 9 osv.. Men føler stadig, jeg er ved at dø, når jeg runder de 6 minutter. Dog bliver det til 6 minutter nogle gange om dagen - og lidt har vel også ret, ikke? Jeg ryster på hovedet af mig selv og tager en tår af kaffen. Det er svært at vænne sig til at drikke den uden sukker. Vel også derfor mit forbrug er blevet noget mindre, siden jeg tog beslutningen.
Trip, trip, trip... Denne gang er det mit venstre ben, der forsøger at flygte.
Jeg griber fat om låret og begynder pludselig at grine højtlydt, da jeg får en forestilling om mig selv der hopper af sted på højre ben for at fange det venstre, der er stukket af. Latteren ruller igennem mig, og løsner op for nogle spændinger, jeg slet ikke var klar over jeg havde.
Et smæld lyder under mit skulderblad og en brændende varme begynder at brede sig ned gennem rygraden. Ikke egentligt ubehageligt, men bestemt heller ikke rart.
Heldigvis går det hurtigt over, men bliver erstattet af et par kuldegys der løber ned af mine arme og lægger sig om min hovedbund. Øv, det føles som om huden strammer. Hvad pokker, er min isse krøbet i vask? Eller er det min hjerne der vokser af at skrive? Man har da lov at håbe!
Følelsen går stille og roligt i sig selv og efterlader mig siddende med et fornøjet smil på læben. Et smil der bliver bredere, da jeg indser at min hjerne jo slet ikke har motorstop; den var bare gået i midlertidig tomgang.