"Tro mig når jeg siger,
kærlighed intet er værd"

Åbner døren indtil dit hjerte
ser, gardinerne er trukket for
isbjerge flyder i kærlighedsbassinet
smider isstumperne i kaminen
de fleste smelter
men ilden går også ud,
tillidens fluorescens sygner hen
og bliver til sidst, usynlig

Mørket falder som regndråber
natten i dit indre træder frem
ingen måne at se, ingen stjerner
kan pludselig ikke kende dig
Nynner melodien af en kendt sang
i håbet om at det vil virke beroligende
en kendt stemme kalder lokkende
ved ikke om jeg skal følge instinktet
til jeg ramler ind i en stum væg

En strøm suger min livskraft
et øjeblik tror jeg, jeg vil dø
gror fast og slår rødder i en åre
et hegn indkapsler min frihed
jeg tappes for kemisk energi
igen giver kaminen lys og varme
en anderledes fotosyntese er i gang
du lever som en symbiont, som en parasit
jeg lever som din tålmodige værtskrop
til du skifter vært, eller jeg går bort