Den isnende kulde flyder i tåger
Fryser hjertets kraft i stå
Ikke et ord er længere mellem os
Alle ord er jo prentet, dokumenteret, og
cementeret i isflagerne, der flyder rundt i mit indre
Du troner i værelset ved siden af
som en smukt, stolt isdronning
og selv hos dig, er talens gave nu frossen
Isnende stilhed uden vind hersker, og de ellers forsonende tårer,
der plejer at flyde, er udtørret af kuldens ånde
Den kompromisløse kulde har gjort os til stensøjler, afventende på formildende ånde
Uden jeg helt ved hvordan, stryger der forsigtigt varmere åndedræg
Starter som små stikkende jag i hjertet, der gradvist forstærkes i bundløs kval
Tågerne forsvinder nu i floder af tårer, og erstattes af skælvende afmagt
Hvad gjorde os dog så fjerne og kolde
Du er jo i mit hjerte, du er jo mig
Jeg mærker nu igen, det banker
Mærker, det banker for dig
Jeg flyder forsonende mod dig