Der sidder hun så
På bænken, påklædt i sit uendelige tomrum af livsduelig stilhed.
Sidder der tungt,
for der er blylodder i tomrummet, som holder hende.
Hun kigger ud over verdens travle mangfoldighed af trivialiteter.
Det regner, og mulden kalder løgene frem fra dybet.
De ligger nu og roder, der på jorden
De venter.
De lugter,
og farver lugtesansen uigennemtrængelig kvalm.
Uden at hun registrerer det, kvæles hun derved .
Hendes øjne er ramme
i den fastholdte kvælning,
men fugerne rundt om, fortæller om liv
fra tiden før løgnene stank og livstrivialiterne gav puls.
Men nu sidder hun blot der.
Måske regnen blændes i de lådne øjne, der fyldes med tårer,
hvorfor hun ikke ser, at alt det våde barmhjerteligt salver til forsoning.
Til sidst synker hun sin hals fri, vender sit blik op mod himlens dråber,
rejser sig kropstungt,
men overvinder tomrummets tyngde, og går.
Efterlader løgene i den våde muld.
De venter
De lugter,
og kaster kaskader af stank efter hendes fødder.