Den historie jeg vil fortælle nu, starter i New York. På min udvekslingsrejse. Da jeg i min nye klasse blev venner med de her to piger. Og vi blev de populære.
   Dem, som folk lyttede til. Dem, som folk automatisk vendte fronten til, når vi trådte ind i et rum. Dem, man henvendte sig til, når man havde noget på hjerte, og dem, der satte dagsordenen. Og at jeg blev én af dem, forekommer mig stadig lettere absurd. Det er længe siden, jeg har været en del af den dominerende flok - én af de "populære". Det var jeg nu, og det føltes sært. Fremmed. Men også dragende. Fantastisk. Befriende. At være en del af noget og at FØLE sig som en del af noget. At føle, at man spillede en rolle hos nogen, og at man udgjorde en del af noget, der ikke ville være det samme, hvis man ikke var der. Hvis jeg blev væk, spurgte de efter mig, ledte efter mig, manglede mig. Andres respekt for mig var en kæmpe tilfredsstillelse. At have social status. At blive talt til, at blive lyttet til. Opmærksomheden. Agtelsen. At andre gerne ville have lige præcis mig som ven. Fordi jeg var sød måske, eller fordi jeg var et naturligt omdrejningspunkt, eller fordi jeg virkede som en interessant person, der havde noget på hjerte og noget, andre gad lytte til. Jeg ved det ikke. Men jeg nød det.
   I min klasse var det mig, Kristin og Amber der var de tre populære piger. De andre var... nørder. På den utiltrækkende måde. De sære, besynderlige typer. De ikke særlig kønne. De ikke særlig interessante. De flade og kedelige og intetsigende. Vi blev de tre, der hev klassen fremad. I den retning, som lige præcis VI ønskede. De andre kunne pludre om alt dét, de ville, men det sidste ord blev vores. Og så udvikledes det her sociale hierarki. Og med hierarkiet opstod - blandt pigerne - en fjendtlighed. Og med fjendtligheden en evig, underliggende konkurrence i blandt os. En magtkamp. Og vi var så stædige og konkurrencemindede i alt, vi foretog os. Alt blev en konkurrence. Undervisningen. Kommunikationen. Sproget. Venskaberne.
   Og man skulle være pæn. Ikke nødvendigvis billedskøn - dét var vi ikke og slet ikke mig -, men man skulle gøre noget ud af sig selv, og man skulle være mere eller mindre fin. For dét gav os på en underlig måde retten til at håne og nedgøre og bitche dem, der ikke var nær så pæne. Nær så feminine, nær så seje og udadvendte og populære og "fyldende" som os selv. Og dét gjorde vi - bitchede dem. Bagtalte dem. Og ved du hvad? Det var fantastisk.
   Man siger, at bagtale er noget, man gør for at styrke sit eget selvværd, og jeg tror i virkeligheden ikke, det kunne være mere rigtigt. Vi bagtalte, og vi bagtalte, og vi voksede for hver evig eneste gang. Man FØLER sig virkelig mere værd, når der findes andre, man kan trampe på, mens man selv bevæger sig mod skyerne. At kunne le af en andens pige grimme støvler, at kunne rynke på næsen af en andens kiksede outfit eller stå samlet i en tæt, fortrolig pigeflok og åbenlyst more sig over det nyeste sladder om én eller anden random girl, man havde udset som sit fælles hadeobjekt og bagtalingsoffer ... det er noget af det mest tilfredsstillende, jeg længe har følt - det var et selvtillidsboost, det var balsam for mit ego, og det gav mig et kæmpe kick hver eneste gang, som jeg blev afhængig af, og som jeg ville fodre mig selv med igen og igen.
   Og det gjorde jeg. Og det gjorde vi. For det var sådan, vi gjorde, og det var sådan, vi var. Det føltes utroligt. Og det værste er, at selvom jeg ved, hvor ondt, det er ... så er jeg i bund og grund ligeglad. Min egen selvfølelse vinder over min moral. Og jeg føler ingen dårlig samvittighed. Jeg tror, det har noget at gøre med, at jeg ikke har noget forhold til de her piger, vi bitchede. For mig var de bare... noget. Ikke personer, jeg skulle se som mennesker - jeg behøvede ikke at forholde mig til deres tanker og deres følelser, hvad de oplevede, eller hvordan de havde det. Fordi jeg ikke havde nogen personlig, følelsesmæssig forbindelse til dem som mennesker, havde jeg heller ingen forbindelse til, hvad de end måtte føle; hvis de var klar over, at de blev hånet af os, og blev flove eller kede af det eller pludselig følte sig som de mindste, mest usle, ubetydeligste mennesker i hele verden - det ville intet røre mig. Jeg ville ikke kunne forestille mig det, ikke kunne forholde mig til det, ikke blive påvirket af det overhovedet.
   At en pigeflok udøver mental terror på individer, der står alene må egentlig kunne betegnes som... social uintelligens. Som mangel på empati og på følelsesmæssig intellekt. Og det må være... kynisme. Og ondskab. Men mest af alt må det være svaghed. Enhver, der bagtaler og bitcher og gør andre unødigt kede af det til fordel for egen gode selvfølelse - enhver med normal, velfungerende forstand ved, at dét er moralsk forkasteligt. Men behovet for - og den utrolige tilfredsstillelse, det giver, vinder over alt andet - og det uhyggelige. Og sørgelige. Og dybt tragiske - er, at et menneskes væsen kan være så svagt, at det kan forkaste sin moral og sin samvittighed til fordel for et flygtigt øjeblik af nyvunden selvglæde. And that's what I did. Og det er fandeme forfærdeligt. Hæsligt. Klamt. Og vi elskede det jo