Jeg stirrer ind i mørket, der bliver afbrudt af regelmæssige blå lyn. Jeg lukker øjnene og prøver på at vågne.

Jeg ser bilen flyve igennem luften i langsom gengivelse mens den drejer en kvart omgang og til sidst lander på siden. Der er ingen lyde, selvom glas og metal bliver knust mod den frosne mark og bilen glider hen imod en række træer, der står side om side som en mur. Jeg kniber øjnene tæt sammen for at blive fri for det næste uundgåelige syn, men ved præcis, hvad der skal ske.

"Hun er sgu da ikke en lille pige længere, mor. Hun kan vel være alene hjemme en enkelt aften. Hvorfor i alverden skal jeg..."
   "Fordi du er storebror, Kim, og jeg gerne vil have at du bliver hjemme hos hende."
   "Og fordi du stadig skylder for det stunt du lavede, sidst du var i byen, min ven."
   "For helvede, far, det var en fejl. Jeg har fattet det. Hvor længe skal jeg bøde for det?"
   "Indtil din mor og jeg mener at du er blevet voksen. Længe endnu, min dreng."
   "Lad ham dog gå, far. Jeg har altså virkelig ikke brug for en babysitter."
   Smil. Fars hånd der roder op i mit hår. Mors kys på min pande.
   "Men det har han," siger de samtidig og griner.

Bilen ligger smadret og filtret ind i flækkede træstammer. Knust glas, vredet metal og masser af blod overalt. Jeg vender mig væk og vil løbe, men bliver suget tættere og tættere hen imod bilen, mens blå blink og udrykningssirener nærmer sig og til sidst oplyser den mørke nat og fylder den med et skingert hyl. Så er alt stille og mørkt.

Jeg står på toppen af en skrænt. Jeg kan ikke se bunden. Mit hjerte galopperer af sted. Jeg vender mig rundt. Solen skinner, vinden blæser lunt. Kim står og ser på mig. Jeg kalder på ham, men han siger ingenting. Han reagerer ikke. Jeg strækker min hånd ud efter ham. Som om han var omgivet af et usynligt kraftfelt, bliver jeg kastet tilbage. Jeg mister fodfæstet og ved, hvad der venter. Jeg stirrer skrækslagent på ham mens jeg falder og kan lige netop holde fast i kanten. Han ser på mig, som var jeg en fremmed. Så træder han et skridt nærmere, sætter sig på hug og løsner mit desperate greb. Mens jeg falder, rækker jeg armene ud efter ham i en sidste håbløs bøn om hjælp.