I et stille villakvarter sidder Sofus og Petersen på en tyk træstamme. Det er aften og de sidder i baghaven til en villa.

Fru Ubbesen og Ejnar sidder lidt længere væk udenfor Sofus og Petersens hørevidde og omvendt. De sidder halvt skjult på en bænk på den anden side af det hus, de alle fire iagttager.

Petersen sidder foroverbøjet og nørkler med et reb. Sofus læner sig mageligt op ad træet, der er bag ham, og bryder tavsheden med sin højlydte tankegang:

"Tænk sig, der har måske været mange på hinanden følgende Big Bangs."

"Hm... hvorfor tror du det?"
   Petersen strammer endnu engang på det reb, han har lavet.

"Nevermind. Universets levetid svarer til en æon, der er 10 i 100 år, hvilket svarer til et ettal med 100 nuller bag ved."

"Lort..."

"Hva? Tidsintervallet lyder måske ikke helt af så meget, som det virkelig er..."

"Nåå, hva er'et du siger? Nej der sker sku'ette noget foreløbig med det univers, næ det er denne her forbaskede løkke, der driller..."

"Nå men det er ikke sikkert, at de sorte huller kan rumme al det stof, der er i galakserne gennem en æon, når universet vokser hurtigere og hurtigere. Resten af stoffet forsvinder nok bare gennem tiden..."

"Det her er altså temmelig svært..."

"Ja, det er utrolig svært at hitte rundt i. Massen, der bliver suget ind af de sorte huller, bliver til masseløse fotoner i verdensrummet. Tiden går i stå og uendeligheden er ingen tid for en foton..."

"Javel Einstein, men skal vi ikke koncentrerer os om det, vi skal i gang med? Nu har vi planlagt det indbrud i flere uger sammen med fru Ubbesen og Ejnar. I aften skal det være, og du sidder bare og ævler..."

"Jeg sidder jo bare og lader tankerne vandre Petersen; det beroliger mig lige nu, hvor jeg ikke har andet af foretage mig end at vente..."

"Ku du så ik la dem vandre et andet sted hen end ind i mine ører? Du er et stort barn Sofus...Ka du ik se, at jeg skal koncentrere mig?"

"Nå nå - bare fordi man underholder med lidt sund viden, behøver du vel ikke at fare op."
   Sofus tier stille og nøjes med at følge sin tankegang inde i hovedet.


Samtidig i det modsatte hjørne af haven lader Fru Ubbesen og Ejnar til gengæld tankerne løbe højlydt:

"Det er, som du ved, min store drøm Ubbe. Det kick har jeg glædet mig til lige siden, I var så søde at ville være med på idéen. Ja - lige siden det blev for farligt for mig med Bungy Jump."

Fru Ubbesen fokuserer på en stjerne, der glimter ned mellem bladene.

"Jeg synes Ejnar, det er dumt af os at gøre det her. Men når det ikke kan være andeledes, skal jeg så ikke hellere følge dig op til huset?"

"Niks. Du gør mig bare nervøs. Jeg kan godt gå med denne her tykke gren, vi fandt derhjemme. Den smider jeg ind i krattet, når jeg når havedøren. Så dirker jeg låsen op. Man er vel ikke pensioneret låsesmed for ingenting.

"Okay. Det bruger lyset fra din mobiltelefon til at se at taste koden til tyverialarmen ind. Straks efter signalerer du til Petersen og Sofus og mig. Koden kan du forhåbentlig huske fra da du lavede lås for villaens beboere for et par år siden."

"Det er så spændende. Petersen vil tage rebet, han har lavet, med op til øverste etage. Her binde han det fast til radiatoren under vinduet. Sofus tager imod rebet nede på jorden og løber hen og binder det fast til træet, hvor min rollator står. Her bliver han stående og holder vagt og tager imod mig, når jeg kommer drønende ned ad rebet med håndleddene i den hjulbesatte løkke og tyvekosterne i mine store lommer. Petersen hjælper mig ud på rebet, når vi har samlet tyvekosterne i villaen. Når jeg er nede på jorden, løsner han rebet fra radiatoren og smider det ud ad vinduet, som han lukker. Du og Petersen går stille og roligt ud ad havedøren. Når jeg er nede og har fat i min rollator, går Sofus hen og henter rebet."

Alle fire bliver tavse. De hører lyden af håndtaget fra hovedøren, hører stemmer og nøgler, der låser. Husets ejere forlader deres villa. Det er milliardæren og hans hustrus bridge aften, hvilket er de fire åndeløst spændte og bange indbrudstyve bekendt.

Endelig rejser Ejnar sig og bevæger sig hen mod huset til havedøren. Han smider stokken og dirker med rystende fingre låsen op. Enkelt og ligetil, mumler han og synes krysteren i ham skal forsvinde sammen med de rystende hænder. Han stopper tyverialarmen, og når det indenfor ½ minut. Tre korte og et lidt længere tryk på lommelygtens on-knap giver de andre besked om, at alt er klart til indgang.

To skygger med elefanthuer toner frem i mørket. Ejner giver et lille ufrivilligt skrig fra sig. De står i døråbningen og er absolut hverken Sofus, Petersen eller fru Ubbesen. Elefanthuerne tager Ejnar under hver sin arm og gelender ham ud mod krattet. De samler hans pindestok op og giver ham den galant i hånden.

"Tak for hjælpen bedstefar", lyder det fra den ene, "det her er et job for de unge, så vi tager over. Du behøver ikke at takke os."

"Og tak forresten", fortsætter en af dem, "fordi I ude i haven forklarede os, hvordan du kom ind i huset. Vi behøvede bare at vente på signalet fra din mobil."

"Uhøflige slamberter," siger Ejnar, da han har fundet balancen og har børstet sig lidt af mentalt, skønt uhøflige vist er det forkerte ord. Men han siger det heller ikke så højt.
   Der lyder latter bag ved ham, da han værdigt går afsted med sin stok.

Ejnar får hænderrystende signaleret 'fare' med et enkelt lysglimt og håber, det er tids nok til at stoppe de andre. Til hans lettelse ser han Sofus, Ubbe og Petersen samles nede ved hans rollator. De har set stop-signalet.
   Alle fire går ud på vejen. Rebet ligger i en indkøbspose på rollatoren.

Fru Uppesen opfatter en overrasket forbipasserende, der efter hendes vurdering nok undre sig over, at fire ældre, pæne mennesker, der går aftentur, diskuterer vildt om de skal trykke 112 for indbrud. Hun beder i en stram tone især Ejnar om at holde inde med alle de vilde og dumgeniale idéer nu og i al fremtid.