"Nej, det er ikke sådan det hænger sammen! Jeg havde aldrig set ham, før han lå hen over min køler." Mads rejste sig så hurtigt, at stolen blev skubbet bagud. Betjenten var tydeligvis vant til anholdtes raserianfald og beordrede ham blot roligt ned at sidde igen.
   "Lad os lige gennemgå det hele én gang til. Klokken er to om natten og du beslutter dig for at køre hjem fra byen. Er det korrekt opfattet?"
   Mads gned hånden hen over panden og forsøgte ikke engang at skjule hans suk.
   "Ja, det er korrekt opfattet," svarede han opgivende.
   "Godt. Og hvad skete der så?"
   "Jeg kørte på Århusvej og var ved at køre sammen med en anden bil. Jeg fik det skidt, fortrød at jeg havde sat mig bag rettet i fuld tilstand og besluttede mig for at ringe efter et lift, så jeg kunne komme hjem. Da jeg skulle til at køre ind på busholdepladsen lige inden for bygrænsen, kom han løbende ud på vejen og jeg nåede ikke at bremse, før jeg allerede havde ramt ham. Jeg sværger, jeg så ham virkelig ikke, før han allerede var lige foran mig.
   Shit mand, noget værre lort. Hvad skal der ske med mig nu?"
   "Ja, lige for nu finder vi en celle til dig og så ser vi hvad der skal ske." Betjenten tog ham roligt i armen og førte ham ned i arresten. Knægtens tårefyldte blik skar ham i hjertet, da han lukkede døren bag ham.
   Han vænnede sig aldrig til at se så unge mennesker komme så galt af sted...