Jeg cyklede fornøjet ned af den brede grusvej. Det var bælgravende mørkt og jeg priste mig lykkelig for min cykellygte. Nu kunne jeg endelig besøge min veninde igen. Det havde været alt for længe siden. I skæret af min cykellygte, så jeg i det samme en pigeskikkelse stå lidt længere fremme på stien og et smil fandt vej til mine læber. Jeg satte farten lidt op, da jeg pludselig hørte en ringklokke ude fra engen, der lå til venstre for deres hus. Jeg kiggede ind gennem træerne og forsøgte at få øje på, hvem der dog var så tåbelig at cykle rundt på engen så sent, da jeg nu hørte ringklokken bag mig. Jeg kiggede bagud, og det gav et ryk i mig, da jeg så pigens ansigt. Hendes øjne var store og blodige, hun havde blod i det meste af ansigtet og var voldsomt forslået. Jeg mistede næsten kontrollen over cyklen og måtte undertrykke et skrig for at samle nok luft til at cykle hurtigt videre.
   Det føltes som om huset var tusind kilometer væk, for uanset hvor hurtigt jeg cyklede, var hun lige bagved mig. Ringede med den dumme ringklokke for at minde mig om hendes tilstedeværelse. Jeg var rædselsslagen. Mit hjerte bankede så hårdt i mit bryst, at det gjorde ondt og imellem ringklokkens skingre kimen var min hvæsende vejrtrækning det eneste der hørtes i den dunkle nat.
   Jeg nåede endelig op til huset, og spejdede efter min veninde. Hvor var hun dog?! Jeg havde så desperat brug for at se hendes ansigt lige nu; jeg havde virkelig brug for, at hun kom frem og beroligede mig med, at jeg så syner, men hun var intet sted at se. Ringklokken stressede mig.
   "Ding, ding, ding." Lige bag mig. Jeg satte farten ganske lidt ned, svang det ene ben over stangen og sprang af i farten. Cyklen fortsatte sin færd og hamrede ind i deres garage med et brag. Jeg selv styrtede op mod hoveddøren og skulle lige til at skubbe dørhåndtaget ned, da en lang, tynd hånd greb fat i min skulder.