Han så dem igen og igen for sig. De intense øjne, som spændte op i den tynde hud lige under øjnevipperne, for så igen at blive afslappede. Han vidste ikke, hvad hun tænkte på, og han vidste heller ikke, om han egentligt ville vide det. Det ville være at lukke op for et hemmeligt skattekammer af tanker, han ikke før var blevet inviteret ind i. Men alligevel, tanken strejfede ham da, for de tanker og de øjne gjorde ham glad helt ind til benet.
   Læberne om smøgen og røgen i lungerne fyldte ham med en bedøvende ro, som var noget så tiltrængt og lindrende. I sengen kunne han lukke øjnene, mærke røgens passage og mærke, hvordan den altid blev liggende i kæben, lige dér, hvor hovedet bliver til hals. Hvis han så dog bare kunne lade være med at tænke på andres øjne, når han lukkede sine egne. Somme tider var røgen ikke nok, og han tænkte, tung og vred om hjertet, over, hvorfor han dog overhovedet gik op i de øjne! Han havde jo alt for mange gange oplevet, hvordan øjne ikke var det, de lovede at være. Øjne fra nær og fjern havde såret ham, men selvom han levede videre efter dette, vidste han stadig ikke, hvordan man - og om man - kan beskytte sig mod dem..."For når øjne er små sole, er det svært at afskærme sig fra dem, og hvis man gør det, mister man så ikke sit dagslys?' tænkte han.
   Måske han skulle placere andres øjnes i hånden, det er jo nu engang længere fra hjertet. Måske han bare skulle tro på det, på de intense øjne, blot én gang mere.