Hun så på ham. Hans dybgrå øjne, hans slidte mund, hans kraveben. Hun lod ikke blikket vandre, for det ville give hende lyst til både at gå og blive. Al det hér, så flosset i kroppen, så knugende rart.

Han stod opad det kuldesprængte rækværk, skjorten var krøllet. Han kiggede op, for at finde tro i stjernerimlen, men vendte, da han mærkede den kolde aftendug, synet på hende.

Hun lod ikke øjnene vandre. Hun tænkte på at trække vejret og på den smukke sten, hun havde fundet i vejkanten. Hun følte sig som hårdt silkepapir.

Helt stille. Natten havde sat sig på hug: Alle stjerner var uden den mindste lyd kommet tæt på.
   Verdens smukkeste øjne.
   "Lukker du mig ind?" spurgte han.
   "Lukker du mig ind?" spurgte hun.