Bænken, jeg sidder på, står i en park midt i byen. Byen er øde og jeg er den eneste, der er tilbage i denne tråd. Jeg tager min Notch(tm) pen fra min skjortelomme og ser på den. Skal jeg gå tilbage til mit tidligste notch, bare for at se mennesker igen, for ikke at være helt alene?

En hund står og tisser op af et træ, mens den mistænksomt observerer mig. I det mindste er der masser af dyr i alle trådene. Bare jeg dog havde tænkt lidt frem, så kunne jeg have allieret mig med nogen andre mennesker, smidt de skide Notch(tm) penne væk, og levet i en tråd sammen.

Den elendige italiener, Francesco Salvatucci, og hans CERN forskning. Den fordømte dag hvor han opdagede den der kvanteforbindelse der kunne sætte et mærke i tiden, som man senere kunne vende tilbage til.

Notch(tm) pennen var resultatet. Pludselig kunne vi alle sætte et mærke i tiden, gøre skøre ting og så vende tilbage til mærket. På et sekund eksploderede verden i ekstremisme. Sæt et notch. Slå din chef, kone, gamle plageånd fra skolen ihjel, skyd alle i en kirke, synagoge eller moske. Reaktiver dit notch og verden vidste intet om din forbrydelse. Dit personlige univers, som reklamen sagde. Bortset fra os andre, der blev efterladt i din gamle virkelighed, indtil vi selv fik vores egen pen.

Kvanteuniverserne delte sig igen og igen og igen. Folk blev helt afhængige af at notche. Forbudte fantasier blev lige pludselig levet ud, vold og voldtægt blev dagens orden. Jeg forbander og misunder de hellige, der ikke ville røre en Notch(tm) pen med en ildrager. De er i alle tråde. De skyr mig som pesten. De er ikke som mig.

Jeg ser endnu en gang på min pen. Skal jeg reaktivere? Reaktivere, bare for at se de andre mennesker som mig, se mine venner, endnu en sidste gang, inden de reaktiverer og forsvinder, hurtigt, hurtigt, ud af min nye flygtige virkelighed, efterladende mig alene med dyrene og de hellige.

Jeg skriger op mod universet, men i det personlige univers kan ingen høre dig skrige.