Jeg stod uden for døren og spekulerede over hvad jeg egentlig lavede her. Jeg rakte ud i mod håndtaget, men tøvede i det jeg lukkede mine fingre omkring håndtaget. Jeg havde stået der i et lille stykke tid og funderet over hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg trykke håndtaget ned og gå ind af døren og gøre mig til grin foran en hel del mennesker, eller skulle jeg vende om og løbe ned af trapperne og ud af den anden dør? Hvad egentligt ville sige, at stikke af.

Flygte som sædvanlig? Jeg gave et nogen lunde højt suk fra mig. Lige pludselig og uden varsel blev døren åbnet og den gik ind af, så jeg havnede i armene på en høj person.

- Jonas: Sikke en entre. Du har sans for det.

Stemmen forvirrede mig i et kort sek. Så gik det op for mig at det var en mand. Der gik lidt panik i mig. En mand og han holdte omkring mig. Jeg begyndte at skælve.

- Jonas: Har du det godt?
   - Wivianne: Fin.. Fint...

Min stemme røbede mig. Pokkers også. Hvorfor skal jeg altid stamme, når jeg bliver nervøs eller for ivrig?

- Jonas: Men du skælver jo.
   - Wivianne: Ja men lad mig om det.

Jeg rev mig løs fra ham. Vaklede lidt på mine ben. Prøvede at se rigtig på ham, men kunne ikke på grund af sollyset der strømmede ind af de store åbne vinduer der prydede hele den ene væg, for at lyse det store rum op om dagen.

- Claes: Velkommen Fr. vi er begyndt. Er De en af deltagerne?

Jeg så mig rundt og fik øje på en lille flok mennesker til højre fra manden og mig.

- Claes: Er De en af deltagerne Fr.?
   - Wivianne: Ja, det er jeg vel.
   - Claes: Er De ikke sikker?
   - Wivianne: Og hvem er De så?

Den anden mand så uforstående på mig og de andre begyndte at fnise.

- Claes: Jeg er det man kalder en lærer.

Jeg mumlede: En mandlig lære. Åh nej...
   - Claes: Er der problemer?
   - Wivianne: Nej slet ikke.
   - Claes: Skal vi så komme igang?

Han ventede ikke på svar men henvendte sig til den mystiske høje mand jeg næsten lige var faldet i armene på.

- Claes: Jonas, du kan godt gå nu.

Jeg kunne høre de andre pige sukke af skuffelse. Det var nok fordi at han skulle gå. 'Ser han virkelig så godt ud?' Jeg kan stadig ikke se hvordan han ser ud, men hans stemme, lyder fantastisk. 'Pokkers til lys og skygge i dette lokale', tænkte jeg i dette sekundet.

- Jonas: Klarer du det?

Jonas havde rakt sin ene hånd ud i mod mig og jeg veg tilbage og han stoppede sin hånd i dens bevægelse.

- Wivianne: Jo tak, jeg klare mig. Gå du bare, som du fik besked på.

Læren havde sagt noget, men jeg havde ikke hørt efter.

- Claes: Hvad hedder De Fr.?
   - Wivianne: Mit navn Frk. Wivianne Lethcia Buchwald. Men bare kald mig Winnie.
   - Claes: Så De er frøken?
   - Wivianne: Ja det var lige som det jeg sagde ikke? Og...
   - Claes: Godt ord igen, lille De.
   - Wivianne: Skal vi ikke få en ting på det rene?
   - Claes: Og hvad er det?
   - Wivianne:Lad være med at sige DE til mig.
   - Claes: Men...
   - Wivianne: Det skal være DU eller jeg er gået igen.
   - Claes: Er du sikker på at DU hører til her?
   - Wivianne: Hvad mener du med det?
   - Claes: Det ser da ikke ud til at du mangler selvtillid.
   - Wivianne: Tro mig det gør jeg, ellers var jeg slet ikke mødt op her og tro mig, jeg var også lige ved at vende om, hvis det ikke havde været for ham Jonas.

Jeg sendte et hurtig blik over i mod Jonas.

- Claes: Hvad havde han nu gjort?
   - Wivianne: Han åbnede som ment bare døren, ikke andet.

Der lød en stille latter.

- Claes: Godt gjort Jonas.
   - Jonas: Det er da så lidt Claes.

Jonas sendte ham en bred grin. Til mig blinkede han drilagtig.

- Jonas: Farvel til næste gang du skønne,

Jeg så kort på ham og vendte så ryggen til ham.

- Wivianne: Farvel, hyggeligt at møde dig.
   - Jonas: Vi ses igen.
   - Wivianne: Det skal du nu ikke være sikker på.

Der var stille et kort stykke tid efter af Jonas havde lukket døren efter sig, da han gik.

- Claes: Skal vi se at komme i gang?

Alle rettede sin opmærksomhed i mod Claes.

- Claes: I skal alle sammen starte med at stille jeg i en rundkreds. Og så skal vi præsentere os for hinanden.