når stormen farer over hav og land
og bølger drøner mod strandens sand
med skumhvide toppe de æder sig ind
og sætter sig fast dybt i mit sind
man føler sig lille mod sådan en natur
der hverken følger tid eller ur
den kommer og går som den nu vil
og jeg kan bare se passivt til
og havet er grådigt bliver aldrig mæt
den æder sig ind i skrænt og krat
på toppen må både træet og busken
sig modvilligt bøje for stormens rusken
et øjeblik ser man mit spor i sandet
hvorefter det viskes ud af vandet
det forsvinder og kommer aldrig igen
ligesom stormen skal også jeg dø hen
naturen er skøn fra alle sider
når solen skinner og når stormen bider
vi har vel alle vores egen natur
det ene øjeblik blid det andet sur