1Genforeningen
At se dig igen, min utopi · Var som at glo på et gammelt fotografi · ... [...]
Digte
6 år siden
2Lys
Ud af en dør der smækker · Misser mod flakkende lys · Skælven stryger... [...]
Digte
7 år siden
2Svinestregen
Jeg vil se det igen. Bare en sidste gang. Jeg siger det ikke til ... [...]
Noveller
7 år siden
7Zombie
Svedende asende masende op · Opad den rulletrappe · Tasken for tung, ... [...]
Digte
7 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Mie Louise Prip Henriksen (f. 1991)
Jeg vil se det igen. Bare en sidste gang. Jeg siger det ikke til nogen. Hvad kan der også ske ved det? Bare stå derinde. Og lade minderne strømme igennem mig. Jeg ved ikke hvordan der ser ud nu. Der er sikkert ikke til at være for støv og edderkopper - men jeg vil jo bare se det. Ganske ubemærket.
   Jeg løfter håndtaget og trækker den tunge dør op. Kigger ind. Her lugter stadig. Kedeldragterne hænger stadig på knagerne og de grønne støvler står på gulvet - den lurvede beskidte vask og det lille toilet. Den hvide spand, med lyserødt remsevand man dypper støvlerne i før man går ind. Og døren. En skydedør der fører derind. Jeg træder hen til den og stirrer på det lille skilt med den karakteristisk tegnede kat, der har fanget en mus. Der står: "Katten må ikke komme ud".
   Jeg trækker i håndtaget og døren rumler og piber mens den åbner. Jeg smutter hurtigt ind og lukker bag mig. Her er en øredøvende stilhed. Det ringer for ørene. Jeg tør næsten ikke at røre mig, næsten som om lyden af mine skridt vil være for voldsom. Pludselig er der noget der rører mit ben. Det trykker i brystet i et sekund, men jeg skriger ikke, for jeg ved at det bare er en kat. Jeg ser ned. Og ganske rigtigt. Dér står to katte og smyger sig rundt om mine ben - en lille sort; den hedder Rose, husker jeg. Den anden hedder Pjuske. Navnet passer ikke til den. Den er nærmest en lille los, med lange tænder der stikker ud af mundvigene. Men den er sød nok. Mens de vimser rundt om mine ben, kigger jeg op.
   De beskidte spiltove står tomme. Søerne stod bundet og nede bagved gik ornerne. De var store og skræmmende.
   Jeg nærmer mig langsomt den tunge brune skydedør. Kigger til højre. Der hænger foderautomaterne.
   Man hev i håndtagene og grissepillerne væltede ud i rullevognen der stod under.
   Og til højre for skydedøren, står køleskabet. Det er gulligt og gammelt. Jeg åbner det. Der er ikke noget lys derinde, men der er rester af kanyler og medicin til grisene. På siderne af skabet, hænger de hovedtelefoner man altid var nødt til at have på, for ikke at ødelægge ørene når svinene hylede ekstremt højt og desperat, indtil de havde fået mad. De små orange og sorte hovedtelefoner var der trådløs radio i - der var kun tyske kanaler. Der hang også nogle gråsorte store hovedtelefoner som moster brugte.
   Nu må jeg gøre det. Det er så længe siden. Skridt for skridt. Jeg tager i håndtaget. Døren knirker. Så træder jeg ind. Her er koldt. Støvet hænger stadig i luften og her dufter som der gjorde dengang - en blanding af gris, foderpiller og hø. Her er en om muligt endnu mere sælsom og følsom atmosfære end i de øvrige rum. Det er som om at væggene hviler, efter alle disse år med konstant støj. Jeg husker det som var det igår....
   Der var bokse hele vejen ned med plads til nok 100 grise. Det var dér, de kom hen når de havde faret, og deres unger var ved at vokse op og stadig fik mælk. Når de ikke rendte rundt og sloges med de tænder de ikke havde, fordi man klippede dem ned, lå de i det lune hø under den røde varmelampe og havde det rart. Moderen var ikke til for andet end at give dem mælk. Tit kunne hun ikke holde styr på hvor de var og kom til at lægge sig på dem eller træde på én af dem så de døde eller fik indre skader. Så måtte man aflive dem. Bagefter blev de smidt ud på møddingen - de stakkels små....Så kunne andre dyr og fugle nyde godt af dem. Ellers forgik deres kroppe med tiden.
   Oppe i loftet er der utallige kæmpespindelvæv. De er ikke beboede mere. De er tynget af et tykt lag støv. Loftet er nærmest lavet af dem. De bølger saligt ved den mindste brise i stalden. Der ligger stadig løst halm på gulvet, som knaser under mine fødder. Jeg lukker ikke døren bag mig.
   Hvor smukt vil det ikke lyde i dette storslåede rum? Som en stor operasal eller en kælder. Kun min stemme ville give genlyd og fylde de dybe vægge. Tør jeg? Så synger jeg. Bare en lille fin melodi. Det er som et spøgelse der svæver hele vejen rundt i hallen. Den hænger i luften for så til sidst at komme tilbage til mig. Jeg gyser. Det er fantastisk! Jeg tager mod til mig og går ned af gangen, mellem boksene og synger lidt højere. Jeg fryder mig ved rumklangen. Jeg er på vej ned til de halvvoksne grises løsdrift. Der er en døråbning helt nede for enden. Når man kommer ind skulle der være to små rum, der til hver side har en slags kravlegård til dyrene. Jeg lever mig ind i min sang og det stikker i øjnene pga. den flydende lyd og det smukke man formår at lukke ud af egen mund. Jeg ser bekymret ud kan jeg mærke. Det gør jeg altid når jeg skal prøve at synge sentimentalt.
   Pludselig bliver jeg revet ud af mine tanker. En ny lyd skærer som en kniv igennem min virkelighed. Jeg standser brat op, som om en usynlig mur har standset mig. Det er en dyb grynten. Den kommer derindefra. Jeg stivner. Nu kan jeg også høre at den går. den slæber støv, skidt og halm med hen af gulvet, med sine klove. Det er umuligt. De er alle sammen væk. Den er der ikke. Det er noget jeg bilder mig ind! Men det løber mig koldt ned ad ryggen, da jeg ser en skygge nærme sig døren. Så er ejermanden også på vej. Skyggen er dybere end det er muligt i denne grønbrune belysning. Jeg forstår det ikke. Lyden bliver højere. Min puls stiger. Nu ser jeg dens hoved. Den er overnaturlig - alt for stor og i det øjeblik får jeg øje på dens øjne. Jeg er ved at skrige! Det er menneskeøjne. De er bebrejdende, vrede, mistroiske, sørgmodige og så uendeligt dybblå, de øjne. Det er ikke til at bære. De stirrer på mig. Måske lyser de. Måske er det bare mig. Nu kommer hele dyrets krop til syne. Størrelsen passer til hovedet. Den er beskidt og måske endda støvet, som har den ligget i dvale sammen med alt det hele i mange år. Kun dens tryne er fugtig og lyserød. Dens grynten fylder hele salen, hver væg, hver tremme og hvert strå. Jeg kan mærke den i gulvet. Den stirrer. Jeg vil kigge væk, lukke øjnene - et eller andet! Men jeg kan ikke. Kan ikke! Nu vrider øjnene sig til en dyb vrede. Den standser. Sekundet er åndeløst.

Pludselig viner den! Lyden er så ekstrem at jeg straks tager hænderne for ørene, og klemmer til. Det hjælper ikke. Dens hyl trænger ind i hjernen og hver en knogle og jeg kan ikke tænke. Den stiger i styrke mens svinets mund åbner sig mere og mere, så de rædsomme gule enorme tænder kommer til syne. Den gør ikke noget. Den står bare dér og viner med munden i en forkert forvreden stilling. Jeg klemmer øjnene i. Jeg vil ikke se mere. Jeg drømmer! Men jeg kan ikke slippe væk. Mine lunger føles, som var de fyldt med vand og mit hjerte må være ved at blive flået ud. Jeg vil synke for at lette trykket, men det er umuligt. Jeg skriger. Som et slag i ansigtet åbner jeg øjnene vidt op for kan se svinet tromle imod mig med fråde om munden! Jeg vender om og løber. Flygter. Jeg ved ikke hvorhen, men jeg løber alt det jeg kan. Forfulgt af det forfærdelige væsen og opfyldt af den grusomme lyd. Ud, et sted! Det må være min intuition der siger mig hvorhen jeg skal, for jeg kan slet ikke hente nogen tanker i hovedet. Jeg banker ind i døren men et brag og mine hænder prøver at åbne den. Sveden fra min pande drypper ned på mine hænder som ryster slemt. Det skal gå hurtigt nu. Få sekunder og jeg er stødet ihjel af det store dyr, der er på vej bag mig. Jeg kan høre dens klove dundre få meter bagude. Endelig går døren op og jeg vælter ud på den anden side og rammes af iskold luft. Jeg glider idet jeg stadig tumler videre ud på sementen. Hvad er det jeg glider i? Det føles slimet stort og blodigt. Jeg væmmes i det øjeblik det går op for mig hvad det er. Moderkage! Mere når jeg ikke at tænke før jeg snubler ned. Jeg falder og falder. Snart rammer jeg den stinkende, bløde, gule masse af varm gustent møg der slutter sig rundt om min krop. Det lukker sig omkring mig som plumret vand og ud af masserne vrimler små kolde blege kroppe med klove og tryner. Al døden rammer mit ansigt og mine læber og jeg famler desperat med armene frem for mig, for at blive af med dem. Men de bliver ved at bryde ud fra dybet og støde mod mit ansigt og mine øjne. Det er så groteskt, at jeg knækker mig i al vrimlen. Det smøres ud i mit ansigt fordi det ikke har nogle steder at falde. Jeg prøver at skubbe mig op til overfladen..finde luft... nej.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 04/09-2013 01:04 af Mie Louise Prip Henriksen (Mie Prip) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1565 ord og lix-tallet er 20.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.