alene i sengens hvide oase sidder hun. endnu en gang. med alt for meget underskud og alt for dominerende en rastløshed. melankoliens musik spiller for hende. hun fordyber sig. alt ved denne situation er velkendt. alle følelserne er så velkendte, at hun kan splitte dem til atomer og sætte dem nøjagtig sammen som før. melankolien, savnen, længslen. det føles som dårlige klichéer uden ende. en ond spiral. hun kan ikke lade være med at føle for hårdt og for hurtigt. kan ikke holde sympatien ude. hun elsker med hele sit væsen. hun betages af menneskets dybder og dets hemmeligheder. hun er pålidelig. alle lægger problemerne på hendes skuldre. de tømmer deres hjerter. deler deres drømme, deres skræk. de giver sig. og hun forventer intet tilbage. hun er der, og hun ved, hvis hun har brug for det, er de der på samme måde. hun ved det. hun går bare ikke igennem det samme. hun klarer det på egen hånd. hun har klaret sine problemer alene i så lang tid, at hun ikke kan bære tanken om at dele dem med andre. hvad skal det nytte? hun kan jo selv. hun VIL selv. hun har ikke brug for trøstende ord. hun har brug for gerninger, der viser kærligheden. hun ønsker en til at holde om hende, mens hun falder ind i mørket. hun ønsker bare en, der vil holde om hende for evigt. uden at give slip.