Hun sad som en dronning, i sit mægtige slot,
hun ville aldrig se andet, end det der var godt,
hun styrede sit rige, med ondskab og tyrani,
det var vi bare alt for mange, der fandt os i.
Hvorfor var der ingen der rokkede ved hendes trone,
og fortalte hende, at hun var en ond dronningematrone,
fortalte hende sandheden om hendes rige,
hvorfor blev vi allesammen ved med at tie.
Jeg hørte om en lille pige, som ville åbne hendes øjne,
og fortælle sandheden, om hendes mange løgne,
men hun ville slet ikke høre på den lille pige,
og for sin udåd, blev hun sparket ud, af hendes rige.
Efter mange år, tog døden fat i hendes dronningekrop,
og hvem var så den eneste, der dukkede op,
det var den lille pige, hun sparkede ud af sit rige,
og nu lå hun så der, og intet kunne hun sige.
Nu vil jeg aldrig kunne høre min mor sige,
undskyld, at jeg svigtede, og aldrig så min lille pige,
jeg føler en stor sorg, fordi hun aldrig fik det sagt,
nu er hun kold og uden ord, for hun er i graven lagt.