Jeg har det fint
som jeg har det lige nu
høj på den grønne gren
som jeg sidder på endnu
Højden varsler dog et fald
så jeg griber om træets stamme
og føler at jeg stadig ser alt
selvom intet er helt det samme
Jeg fatter mig
om det øjeblik der står
et lille stykke væk
fra en fjern fremtids forår
Distancen gør mig stæreblind
så jeg griber om træets stamme
og føler at jeg stadig ser alt
selvom intet er helt det samme
Jeg er højdeskræk og klodset,
hvad laver jeg i et træ?
Hvordan kommer jeg ned herfra?
Hvorfor er jeg sådan et fæ?
Hvor er den gren jeg sad på?
Hvor er det grønne sted
jeg aldrig ville ned fra?
Hvordan kommer jeg ned?
Angsten giver et sæt i mig
så jeg falder fra træets stamme
og ved nu at jeg ingenting ser
og at intet forbliver det samme.