Det er en af de dage. En af de dage hvor man bare har lyst til at skrige. Skrige så højt man kan, indtil lungerne tømmes og til sidst giver op i én stor krampe. Så voldsomt en krampe at man er fuldstændig drænet for energi og bare falder sammen.
Så ligger man der på jorden og udstøder små smertefulde, krampeagtige hulk. Man hulker og hiver efter vejret, imens man kører scenen igennem igen og igen. Spørgsmål hober sig op; Hvorfor..? Hvorfor mig..? Overlever jeg..? Hvad gør jeg..? Hvordan..? Hvordan er en hverdag uden ..... ? Åh gud, jeg er alene nu! Helt alene i den store hvide verden. Måske skulle jeg bare ligge mig til at dø. Hulkende og hivende efter vejret på det kolde gulv,

Det er en af de dage.