"Hvis du var et barn,
havde jeg taget dig i nakken,
og råbt hvor uforskammet, du er."
Vreden væltede ud af hendes øjne,
og jeg kunne pludselig ikke få vejret.
Gispende efter luft,
trådte jeg et skridt tilbage
og faldt ned på knæ.
"Du må ikke gå,
jeg kan ikke undvære dig,
jeg elsker dig."
Ordene kunne næsten ikke høres
mellem grådens dybe hulk.
Jeg kunne ikke mere.
Det måtte ikke ske.
Jeg kan ikke være alene.
"Dette er ikke kærlighed,
ikke længere.
Jeg er så vred på dig, jeg kunne skrige!"
Hun spyttede ordene ud,
og de ramte mig som lussinger i mit ansigt.
Alene sidder jeg nu
og stirrer ind i sorgens mørke ansigt.
Gardinet trækkes for, og alting bliver sort.