Kun få forstod den sande betydning,
når lyskeglen jog over stranden.
Et kortvarigt glimt over bølgernes brydning.
Et glimt af håb blev udsendt af Fanden.
Det var når stormen jog skummende bølger,
mod land, at skæret blev fuldstændigt skjult.
Med glødende øjne, de skibene følger.
Begærligt de længes og griner så hult.
For inden længe er fælden klappet,
og kursen på skibet er endelig lagt.
De skærmes mod stormen af tøj der er lappet,
men drømmer om rigdom og snarlig pragt.
Det gamle skrog gav hurtigt efter,
rebene brast og splinterne sprang.
Og skønt man kæmped' af alle kræfter,
de råbte forgæves mens stormvinden sang.
Det stolte skib blev slået helt sønder,
et vindpisket hav, drog af sted med dens last.
Og ind på stranden drev vraggods og tønder,
et ror, samt tovværk fra den knækkede mast.
Men skæbnen ville at søens folk,
blev skyllet halvdøde ind på land.
De bragtes til tavshed af en halvrusten dolk,
og skibets besætning blev dræbt - alle mand.
Da morgenen gryede og vinden blev stille,
kun ligene lå nøgne og blege tilbage.
Deres banemænd tiltvang sig alt hvad de ville,
og drømte om glade og sorgløse dage.
Men mænd der dræbes som offer for svig,
kan ingen fred og lykke finde.
For dem er døden en endeløs krig,
mod de levendes verden, husbond som kvinde.
Så vogt dig, vandrer, som efter en storm,
går tur langs med stranden i håb om lidt rav.
For strandens skygger tar' hævngerrigt form,
og alt hvad du finder er sten til din grav.