Jeg stirrer på det tomme ark,
og føler sveden springe.
Det prikker i min hjernes bark,
med slag på tankens strenge.
For hvidt er rent og uden skyld,
kun lyst og klart at skue.
Dog er det tomhed uden fyld,
en kølig flammes lue.
Nu skriver jeg det første tegn,
og bryder arkets flade.
Det sorte siver ind som regn,
som snavs og visne blade.
Det sorte breder sig med hast,
og presser hvidt til side.
Jeg knuger pennen ganske fast,
og lader ordene glide.
Mens siden fyldes står det klart,
at jeg er ordets herre.
Det føles faktisk ganske rart,
erkender jeg - desværre.
Med mørket kan jeg skabe død,
og lade helten lide.
Men også male solen rød,
og lade vinden bide.
De sorte tegn gi'r lys og liv,
til feer og til trolde.
De skaber både fred og kiv,
det varme og det kolde.
Enhver som skriver hvad de vil,
må selv et ansvar bære.
For der skal ikke meget til,
at krænke andres ære.
Så hvis du bryder arkets segl,
du ejer alt det sorte.
Du hæfter for den mindste fejl,
og dømmes for det gjorte.