I en forholdsvis stor betonblok opført i udkanten af Kawallas allermest beskidte og snavsede slumkvarter boede der en klog og vis mand. Denne vismand passerede kun hoveddøren til sin lille toværelses lejelighed i yderste nødstilfælde, og når et sådant indtraf, gik han udelukkende af de mest mennesketomme og skumle gyder. Hans bemærkelsesværdige adfærd bundede ud i, at han erkendte tilværelsens ligegyldighed, og af selvsamme grund tilbragte han dagene i tårernes grundvold. - Kun når nattens skygger ved skumringstid havde slukket solens beskyttende glød og lod intetheden hvile over den fordømte by i form af stjernernes blege glans, løj han sig til en vis form for ro, via uanede mængder af stærkt hallucinogene svampe.
   Den vise mand levede i en hektisk blanding af forvildelse og ensomhed, men en dag midt i et kaotisk svampetrip skete der noget, som skulle vise sig at vende op og ned på hele hans tilværelse: Da han høj på tomhed tændte for sit tv for at opsuge næring i form af andre forulykkede skæbners latterliggørelse, udbrød den flimrende skærm denne mystiske befaling:
   - "Stir nu blot på mig og sluk, når du lyster det. Når dette er gjort, skal du udføre hver en ordre, jeg i denne magiske stund påbød dig at udføre, - og din lykke vil være dig givet!"

Aftenen efter vendte vismanden hjem med to store indkøbsposer, propfyldte med blandt andet en computermus, en højtaler, en lottokupon, en bunke madvare, samt en masse andet, hvoraf det meste blot var unødvendigt ragelse...
   Han glædedes over endelig at have opnået denne herlige lykke, så han varmede en nyerhvervet færdig-lassange og satte sig foran sit prisværdige alter. Denne cocktail af hjernedød topunderholdning og blævrende discountføde fastholdt ham et godt stykke tid i placeboeffektens eksotiske vellugt. Men efter blot en time følte han igen den svage, men vedvarende stikken i hjertet: Tomheden havde endnu engang sneget sig ind på ham og vækket et toneløst skrig, som nu hærgede i hans knudrede hjernebark... Med en høj, tungsindig røst spurgte han alteret til råds:
   - "Åh, du forgyldte skærm, jeg har udført hver en ordre, du har fremsagt, men lykken vil mig næppe elske... Jeg siger dig, du pixelerede gud, jeg tørster efter din kostbare vejledning og dine hellige visdomsord!"
   Skærmen flimrede og udstødte i en rivende hast nogle hadske og forbitrede sætninger:
   - "Tåbe! Tror du livet er en prangende tivoli-bod, hvor du med lethed og uden væsentlig snilde kan få det hele foræret? Kun et kvarter har du brugt, - ikke mere! - Du latterlige nar! Forstår du da ikke at udføre en simpel ordre?..."
   - "Undskyld!, du barmhjertige gud!," angrede vismanden skyldbetynget, og skærmen lyste atter op:
   - "Hvis du vil finde lykken, så lyt dog til min vejledning: Stir på mig og sluk, når du lyster det, herefter skal du udføre hver en ordre, jeg i den hellige stund udtalte, - og lykken vil være dig berettiget!"

Aftenen efter vendte vismanden hjem med to designerstole, et par kridhvide puder, en ny loftslampe, et par vinterdæk (til hans ikkeeksisterende bil) og en masse andet, som for ham blot var ubrugeligt skrammel.
   Da han gennem flere omgange havde fået slæbt varerne op ad trapperne, lagde han sig mørbanket og udkørt i sin mølædte genbrugssofa. - Fjernsynet var sat på lydløs, da han behøvede en lille støjfri pause...

Den vise mand vågnede fortumlet op efter et skrækindjagende mareridt. Dette mareridt blev dog hurtigt frarøvet ham af glemslens blodlystne klør, men tomheden varede ved. Han tog en svamp fra posen på sofabordet, endnu en, en sidste - og så tre til...
   Lydene forstenede, og han stirrede ud på sin lilla pulserende væg. Stillestående... Gråtonede facader forpestede gulvet... En sagte hvislen tirrede bedøvende stilhedens ellers så kvælende skrig!... Øredøvende... Han gik ud i den blodindsmurte gang og stirrede ud gennem portalerne til verdensaltet... Mørket opslugte ilten i hans lunger og gav ham heftige kvælningsfornemmelser!... Vanddampe... Gispende og forvisset om sin snarlige død stirrede han ind på sit alter, som var det objekt, der nu hviskede hidsigt og fjendsk til ham. Han faldt på knæ ved dets fod og lyttede intenst til dets bebrejdelser:
   - "Ækle livsform! Du usle parasit! Er du døv!? To chancer gav jeg dig, men din hæslige hjernes tomhed var ej i stand til at opfatte det mindste! Jeg spørger mig selv: Er du dum?"
   Vismanden løftede sig nogle tommer over det risede trægulv, og svævende mumlede han nogle svært sammenhængende ord:
   - "Tomhedens greb er mig for stort!... Tid... Lykken er uopnåelig, hvis blot man kender til tid... Dødens fanebærer... Hjælp mig... Åh, du fatamorganaens vogter! - Hjælp mig!..."
   - "Hvorfor skulle jeg dog hjælpe et ulydigt fjols som dig?!," hvæsede skærmen vredt og fortsatte:
   - "Du tror måske det hele er en leg? Tror du, jeg er her for sjov?... - Jeg burde bare lade dig ligge, men på trods af din umiddelbare stupiditet vil jeg lytte til dine kvaler. God og barmhjertig, som jeg jo er, vil jeg derfor også give dig en sidste chance for at leve i lykkelig uvidenhed. Blot en sidste chance, og hvis du forpasser denne, er du dømt til erkendelsens groteske vanvid! - Og hør!: Når du nu udfører min næste befaling, er en time ej nok til at udvaske din viden og finpudse din dumhed... Hvis du tænder for mig, stirrer i akkurat fireogtyve timer og udfører hver en ordre, jeg i denne tidslomme fremsiger, - vil din lykke være gjort..."

Da vismanden efter fireogtyve timers trance forlod rummet, gik der næsten tre dage, før han vendte tilbage til sin lille højtliggende lejlighed. Denne gang som ejer af en ikke længere så ikkeeksisterende bil, en seng, et spisebord, et banklån og så videre...
   Hans hjerne fascineredes ved duften af dette karismatiske trøsteforbrug, men i takt med solens opstigen blev sødmen forvandlet til en stadigt tiltagende stank... Først da forstod han det: Fjernsynsskærmen var en gemen løgner! - Ingen hellig profet som fremsagde guddommelige visdomsord, men en løgnagtig dæmon som narrede og snød andre forliste skæbner til sin egen fordel.
   Da han i erkendelsens time indså denne dystre sandhed, tog han fat i det tunge kasseformede alter, rev ledningerne midt over og kylede det, samt lidt tapet og de nu kun få vedhængende ledninger, ud af sit tietagers åndehul. - Glasset splintredes i tusinder af stumper... - Da fjernsynet med et afdæmpet brag ramte asfalten, mærkede den ulykkelige vismand, hvordan løgnene i stride strømme forlod hans kranie og efterlod det i en kvalmende tilstand af tyngende tomhed. Med et stenansigt kastede han sig ud af vinduet for at ende som tv-skærmen; befriet fra dette livs utallige pinsler og dømt til evig glemsel, for evigt indespærret i tidens labyrinter...