Den varme sol bagte på mit ansigt, sløre mit blik kort varigt.
Det bløde græs kærtegner mine bare krop når jeg bevæger mig langsomt ned ad engen mod den lille flodbred.
Jeg har aldrig været her før og kender ej heller min vej her til.

Men her jeg føler mig tryg, her jeg føler mig fri...
Jeg satter i løb ned ad græs banken og hopper på hovedet i vandet som er køligt i kontrast til solens varme.
Jeg kigger op ad engen med kun hovedet oppe af vandet.
Duggen ligger som et glinsende slør over der grønne græs.

I mit synfelt ser jeg, ned af engen kommer en skikkelse til syne...
En kvinde kommer yndefuldt imod mig.
Kun iført en gul løst hængende sommerkjole med bare ben og skuldre kommer hun imod mig.
Hendes nøddefarvede hår bølger over hendes solbrune skuldre.

Med svage fregner og strålende brune øjne nærmer hun sig til breden, hun rækker sin hånd ud, og jeg tager den.
Så blød og rar hun føltes. Jeg steg op af vandet, stadig nøgen, men ej forlegen.
Mine øjne hviler i hendes. Jeg er tryg.
Jeg kender hende ikke, men hun gør mig rolig.

Trods hendes tilstedeværelse føler jeg mig alene, men ikke som før.
Jeg føler det som vi er en og samme person. trods vi ikke har sagt et ord føler jeg vi kender alt til hinanden.
Vi sidder her ved breden og kigger på solen reflekteres i vandet. Dette er mit Himmerige.. dette er mit Nirvana.

Da jeg vågner op i min kolde 1 værelses lejlighed, føler jeg stadig varmen og følsen af at Nå Nirvana.
Men kun i kort tid før jeg indser... Jeg er alene, det var blot en drøm. Mit Nirvana.