Da jeg opdagede din anden, styrtede min verden sammen.
Det var egentlig ikke din anden, for jeg var ikke din første mere.
Jeg gik i bad for at skjule at jeg græd.
Lamperne i alverdens himler tændtes, for at vise mig at alt nok skulle gå.
Imens forsøgte jeg at regne ud, hvordan en sjæl nemmest kunne dø.
Den sjæl der engang betroede dig, at freden kom med din eksistens.
Nu omfavner du trofast andre. Jeg ved det, ved det insisterende hver dag.
Jeg fandt aldrig fred i den ensomhed du påtvang mig.
Nu elsker jeg haven igen. Der findes de veje der indkredser, at jeg engang havde det bedre