Der var engang en eng under mine fødder. Jeg kan mærke græsset mellem tæerne i det mudder, som jeg stille står og synker ned i. Vandet når op til midt på skinnebenet; det er koldt og mørkt, en uigennemtrængelig sort masse uden bevægelse. Kulden har gnavet sig gennem marv og ben og sat sig godt tilrette i min sjæl. Han sidder der på sin trone og skuer veltilfreds over kongedømmet fra sit frosne palads. Jeg kigger ned og prøver at finde vej gennem mørket. Jeg vrikker mine tæer, men jeg kan intet se, og jeg synker blot en lille smule længere ned i pløret. Den vind, der er, fører klamme tågehænder mod mig, rundt om mig, som ønskede de at omfavne mig og aldrig lade mig slippe. De døde siv står og nikker sagte.

Jeg har glemt hvorfor jeg er her, hvor jeg kom fra. Jeg har vendt og drejet mig om efter svar, kæmpet mig frustreret gennem mudderet og sivene, faldet og slidt mig op at stå igen, ledt desperat efter pejlemærker at stile mod. Men landskabet er goldt og forladt; formerne uigenkendelige i tågen, der klæder de små høje i brudeslør.

Et åndedrag udvider mine lunger og jeg slipper det fra mine læber igen. Den sagte lyd bølger ud i stilheden for blot at gå til grunde.

Mine hænder er malet af søle, som selv det mørke vand ikke kunne fjerne. Jeg løfter blikket fra dem mod himlen. Solen er borte, gemt væk bag mure af dis så gamle, at edderkoppespind holder dem oppe. På himlens sølvhvælv svæver ådselsfugle andægtigt i deres søgen efter føde. Selv de er fjerne.

Jeg står stille. Mine øjne lukker i, og det hiver i mig for at synke på knæ foran kuldens trone og hvile min pande mod de slidte sten. I et jag løfter jeg hovedet og søger skræmt efter tegn i landskabet, men der ingen svar fra horisontens udviskede konturer. Som en elskers ånde mod min kind lover tågen mig endeløse nætter.

Små dråber falder fra himlen.