Kun Lars, Peter og hans lillebror var på havnen. Egentlig vidste Peter godt at de ikke burde være her, og hvis hans far havde set Simon og ham hernede, havde de fået en røvfuld, og husarrest i flere uger. Men han havde aldrig set havet skumme så meget, det så helt vildt ud imod den kulsorte himmel. Regnen var kommet pludseligt og vandstanden var steget næsten helt op til kanten i havnebassinet. Inde bag den solide træmur følte de tre drenge sig i sikkerhed, og hver gang de hørte den dybe rumlen ude fra havet stak de hovederne frem så de kunne se skumsprøjtet skyde flere meter i vejret, og hen over deres hoveder. Hele molen rystede når det hamrede imod asfalten bagved. Peter havde aldrig været så bange og så ophidset på samme tid.
   -Sørg for at holde fast i noget, råbte han til sin lillebror, som nikkede.
   Pludselig hørte Peter en ny lyd, som flænsede luften, og da han vendte sig, var en mast på vej sidelæns ned over en båd. Det utrolige var at han knapt kunne høre den ramme båden. Han så på Lars, og de rystede på hovedet. Det var for sindssygt!
   Som altid når der skete noget, var Lars helt oppe i gear.
   -Lad og løbe rundt om pynten, bølgerne er endnu højere der!, råbte han. Inden Peter havde nået at svare, havde Lars sat af i retning af trappen. Peter vendte sig imod sin lillebror.
   -Kom Simon, vi skal derover!, råbte han af al kraft.
   Hans lillebror kravlede helt ind til ham.
   -Jeg tør ikke, Peter, sagde han.
   -Kom nu bare, der sker ikke noget, sagde Peter, og tog fat i sin lillebrors hånd. Sammen løb de alt hvad de kunne. Han holdt godt fat i Simon, og et par gange stod de nærmest stille i vinden. Til sidst kom de dog ned til trappen. Lars var allerede ude på trinbrædderne langs klippen, og Peter kunne se hans skikkelse kæmpe for at holde sig oprejst, med den røde regnjakke klinet til kroppen. Han vidste hvor han var på vej hen, til deres tilholdssted, hvor de kunne sidde i ly for stormen. Bølgerne ville være enorme derovre!
   Peter trak sin lillebror efter sig, og de nåede ud på afsatsen. Nu skulle de bare lige rundt om pynten så var de i sikkerhed. Så kom den. Bølgen.
   Først mange år senere kunne Peter fortælle hvad der egentlig var sket den dag. Det var blevet helt sort omkring dem, Peter vidste at han nu ville Simon og han dø. Hans far ville blive så gal på dem.
   Så gled han, og foden satte sig fast imellem to kampesten. Simon havde ikke en chance, han var væk i løbet af et øjeblik. Det værste var at han ikke havde hørt ham kalde, for han var allerede besvimet af smerten fra den brækkede ankel, da havet ville trække ham med.
   Da han var vågnet igen var Simon og Lars væk.