Jeg kunne høre hende på trapperne, lige om lidt ville hun åbne døren, og mit daglige helvede ville starte forfra. Jeg så hende for mig, de små lede griseøjne, og hendes fortrukne smil, når hun kastede mig rundt, eller sad og pillede i mine syninger. Kun hendes hund og jeg vidste hvilken lille sadist hun var, men han kunne i det mindste komme væk. Jeg kunne kun ligge her og høre hende komme nærmere. Hver en fiber i min krop skreg på at komme væk.

Hver dag det samme. Et smertehelvede, og så hendes uskyldige barneansigt, når hendes mor reparerede mig. Havde jeg kunnet, ville jeg have slået hende ihjel i hendes søvn, men jeg var dømt til at ligge hjælpeløs ved siden af hende, og vente på hendes næste påfund.

Nu stod hun i døråbningen, og det krympede sig i mig. Hendes øjne flakkede rundt, og jeg vidste at hun ledte efter mig.

-Der er du, sagde hun med sin lille pibende stemme. Fra mit sted på gulvet kunne jeg hendes ansigt lyse op, og jeg vidste hvad det betød. Mere smerte. Mit hoved dunkede stadig fra faldet forleden. Kunne hun ikke bare smide mig ud foran en bil, så det kunne få en ende?

-Hej din dumme dukke, sagde hun og samlede mig op. Hvordan kunne holde mig i armen på den måde, fattede hun ikke hvor ondt det gjorde?

-Bertram, råbte hun, efterfulgt af nogle insisterende fløjt, men hunden holdt sig klogeligt væk. Stakkels underkuede Bertram, han havde givet helt op.

-Åndssvage køter, sagde hun ærgerligt, og løb med mig i hånden hen til trappe-afsatsen, hvor hendes far havde sagt at hun ikke måtte løbe. Jeg var forberedt på at ramme stoleryggene eller gelænderet. Istedet fløj jeg pludselig i luften. Hvad skete der?

Fra mit sted i luften hørte jeg nogle tunge bump, og nogle skrig. Var hun faldet?

Da jeg vendte rundt i luften, var hun væk. Jeg så ned imod gulvet, som nærmede sig med stor hast, og vidste at nu ville mit ansigt smadre ned imod parketten. Jeg håbede at jeg ville dø af det, men mærkede i stedet noget brække.

Det var der jeg hørte nogle skrig nede fra førstesalen.

-Amalie! Vågn op. Neej! Steen, kom herud. NU!

Jeg kunne genkende hendes mors stemme, og et øjeblik efter hørte jeg nogle tunge skridt. Det måtte være hendes far.

-Hun er helt livløs. Ring efter en ambulance, råbte hendes mor, nu helt ude af sig selv. Fra mit sted oppe på repos'en lyttede jeg godt efter, men jeg kunne ikke høre Amalie's stemme.

På trods af mine egne smerter havde jeg det bedre end nogensinde.