Bilen ruller ind på den oversvømmede parkeringsplads
holder stille, motoren summer endnu
og tier så.
Ud springer moren og faren og datteren
de trækker op i jakkekraverne
for regnen siler over banegården.
Han hiver den tunge kuffert ud,
mens mor og datter
lunter i ly
over mod banelegemet.
Toget venter allerede
fyrre minutter før afgang.
Mor spørger;
'har du husket dine huer
og vanter
og sko
og bamse?'
og datteren nikker irriteret,
men da faren slutter sig til
flyder hendes øjne over med vand.
Togstammen perler med regndråber,
vandet plasker ned fra halvtaget,
faren bliver rød om øjnene,
men moren står endnu og smiler
til sin grådkvalte datter.
Lokomotivføren sætter motoren igang.
Kufferten og taskerne slæber de ombord,
mor og far siger farvel til datter,
men stiller sig ud foran vinduet,
mens de forlegent
venter til toget
kører afsted.
Endnu regner det,
endnu glider dråberne ned ad den store slange af stål
der summer dybt
med sine lunger af diesel, stempler og cylindre.
Endelig sætter toget igang
og de vinker til hinanden.
Moren og faren følger med,
langs toget der vinder fart
og forsvinder fra perronen.
Konen kaster sig ind til manden
og de står i et knusende favntag
og græder stille i regnen
et stykke endnu
før de siger 'nå' til hinanden
og går hen til parkeringspladsen
igen.