Min første matematiklærer var gammel. Hun gik i strygefri kjoler, for det meste grå, med et smalt bælte om livet. Håret var også gråt, med stivnede krøller. Munden var trukket lidt op i den ene side, fordi hun havde overbid, med slagside mod højre. Hendes ånde lugtede af institution. Fru Howard belønnede korrekte regnestykker i vores kladdehæfter med små sølv- eller guldstjerner. Efter ti stjerner fik man et lidt større klistermærke. En sølv- eller guldabe. Med ganske jævne mellemrum udså fru Howard sig en elev, som hun var særligt efter. Ikke det mindste suk, undertrykte gab eller en hvisken til sidemanden gik hende forbi. En dag blev det min tur. Selv når Eva talte til mig (og jeg lod være med at svare, selvom det kriblede i læberne), fik jeg skylden. Jeg klagede min nød hjemme og det må have ramt en nerve i min far, for han mødte op på skolen ganske kort efter, bankede på døren midt i en matematiktime, og kaldte fru Howard ud på gangen. Han har sikkert sagt lidt mere end blot fire ord til hende. Men dem kender jeg ikke. Han så hende lige i øjnene og sagde; "dræb ikke en sangfugl". Og så drejede han om på hælen og gik. Næste gang vi havde matematik, fandt fru Howard en ny elev, som hun forfulgte. Jeg fandt først ud af, at hun hed Gerda til fornavn, da jeg læste om hendes pensionering mange år senere.

Jeg gik i klasse med Gitte. En spinkel pige med store, blå øjne, ferskenhud og altid blussende rød mund. Tit var læberne sprukne. Det var sommer og Gitte havde fået nye sko. Lyse lædersko med rem og nubrede rågummisåler. Vi gik hen af gaden sammen, da hun satte sin sko i en hundelort. Hun hinkede lidt videre, så lorten ikke blev tværet mere ud, samlede en ispind op fra fortovet og humpede over til en trappesten, hvor hun satte sig. Så gik hun metodisk i gang med at fjerne lorten fra rillerne under skoen, til den igen var helt ren, uden at sige et ord. Gitte havde en bror, han gik i en anden skole, Hans hed han og var to-tre år ældre end os. En dag midt i spisefrikvarteret, begyndte Gitte at græde. Hendes far var pludselig flyttet og deres mor ville ikke stå ud af sengen eller gå på arbejde.

Jeg ønskede at hjælpe Gitte og Hans. Min mor havde arbejdet som socialrådgiver. Derfor tiggede og bad jeg hende, om hun ikke nok kunne gøre noget for dem. Og deres mor. Vi må været gået op til deres lejlighed sammen, for jeg husker, at moderen gik rundt i beskidt, hudfarvet undertøj og gardinerne var trukket for overalt. Måske havde hun også drukket. Min mor var vred over, at jeg havde rodet hende ind i Hans og Gittes problemer, men tog alligevel socialrådgiverminen på og fik ryddet op i deres liv. Kort efter flyttede de.