Kamin
Jeg knuselskede vores sommerhus, som indrammede mine somre, da jeg var barn og ung. I stuen havde vi en lille indmuret kamin, med marieglas i lågerne. Engang imellem skulle kaminen tømmes for aske. Det gjorde min far som regel, for min mor havde et åbenlyst talent for at ignorere den slags opgaver. Hun ventede velovervejet på, at en eller anden i den aktuelle omgangskreds tabte tålmodigheden og gjorde det beskidte job. Hvis ingen reagerede (hvilket unægteligt skete oftere, efter at min mor og far blev skilt), ventede hun, indtil den overfyldte askebakke besværliggjorde optænding i så udtalt grad, at det ikke længere gav mening at udskyde opgaven.

Omkring tre år før sommerhuset blev solgt, brød en eller anden ind i huset og lirkede kaminen ud af dens indfatning. De stjal også et stort kar i messing, som vi brugte til brænde og en cirka 13 centimeter høj buddhafigur i bronze, med årstallet '1948' trykt underneden. Så hvis du finder den på et loppemarked eller hos en marskandiser, må du gerne skrive til mig. Jeg savner stadig huset den stod i helt forfærdeligt.

Kanin
Som 11-årig fik jeg en kanin. Først boede den i en lille kiste af træ. Min far satte en krog i kistens låg, så der kunne komme lys ind. Jeg fik også en båndoptager - det var en tid med store gaver. Kaninen lavede ikke rigtigt nogle lyde, som jeg kunne optage på bånd. Den dag mine forældre fortalte mig, at de skulle skilles, sprang Ninus op i mit skød for første gang. Den blev helt forskrækket over sit eget mod og pilede hurtigt tilbage i sin kiste. Da kisten blev for lille, flyttede vi Ninus ud i spisekammeret, hvor min far (han var på besøg) satte et gitter op for døren, så den kunne se ud på os, når vi sad i køkkenet.

Kryddere
Da jeg var lille, kunne man købe sådan nogle hårdt ristede kryddere hos bageren. Over- eller underkryddere. Man skulle helst købe lige mange af hver, ellers blev bageren sur. Eller, det forestillede jeg mig, at han blev. Helt sikkert var det, at hvis jeg bad om tre, fik jeg altid to overe og en under. Man kunne også købe poser med bløde krydderboller i Irma, som kunne ristes derhjemme. De var runde foroven, så vi undslap ikke over- og underproblematikken.

Vi plejede at spise en hyggelig søndagsmorgenmad - far, mor og mig. Jeg fik Earl Grey te med honning og mælk, som jeg drak af et blåt emaljekrus med hvide blomster på. Tit fik vi engelsk morgenmad; æg, bacon og baked beans, som far dryssede lidt ekstra sukker i, når han varmede dem. Og kryddere. Jeg ville så gerne have en underkrydder. Men den lagde min mor beslag på. Altid. Derfor vidste jeg, at den måtte smage meget bedre end de overe, som far og mig sad og gnavede i. En dag fandt de på noget nyt i Irma. En pose med fire bløde krydderboller. Runde. Og flade i begge sider. Når man skar dem over, delte de sig i to perfekte underkryddere. Det blev søndagsmorgenmaden egentlig ikke bedre af.