Det gik pludselig op for mig.
Vi er alle blade som virvles tilfældigt sammen i en vind, blot for at spredes ud forskellige steder og ligge hen, visne og dø.

Jeg tabte mit liv på gulvet i dag. Det var imens jeg stod i køkkenet og bagte. Et øjebliks uopmærksomhed og der røg det. Ud over køkkenbordet og splintredes mod gulvet i tusind stykker! Braget gav genlyd i mit hoved.
Jeg har kendt personer som kun fik lov at leve et liv der var halvt så kort som mit. Og nogle som kun fik få uger før det var tabt. Hvorfor mit indholdsløse liv fortsætter forstår jeg ikke. Meningen er gået tabt for længe siden. Og nu ligger det der på gulvet. For tung til at samle op. Alle de år som ikke kan laves om. Hvert år var som et engangsbestik som blot blev smidt ud efter brug. Vores liv er sat på repeat.
Sommer, vinter.
Morgen, aften.
Weekend, hverdag.
Hvornår lever vi? Hvornår LEVER vi?
Fortrydelser over de chancer vi ikke tog. Skuffelsen over de chancer vi tog. Den korte glædesfølelse livet har til os og de mange bekymringer der fylder vort liv.

Men måske bliver mit næste liv som jeg vil have det.
Eller bliver det bare det samme igen?
Det magter jeg altså bare ikke!!