De smuldrer hurtigt væk igennem mine fingre.
Frøene.
Finder hver deres næb uden at bevæge sig.
Ingen undgår deres opmærksomhed.
Til stor beundring for en stiv statue og et midterbarn.
Selvfølgelig har jeg også taget skade som de andre af min slags.
Hvorfor skulle jeg ellers stå her i parken og beundre frøenes vej ned i duernes maver?
Jeg pakkede min kuffert derhjemme.
Men jeg havde faktisk ikke noget sted at tage hen.
Kun en grund til at pakke.
Gad vide hvor mange duer der bliver mætte uden at vide at deres maver fyldes på grund af en ulyksagelig begivenhed i et menneskes liv?
Men jeg har da i det mindste lært noget.
Næste gang tager jeg et franskbrød med som ikke smuldrer så nemt imellem mine fingre.
Det vil heller ikke være så let for duerne at sluge.
Så kan det være at de dumme duer tænker lidt dybere over det istedet for bare at være så ligeglade!