Mit blik søgte hans. Så fortæl mig dog hvad du tænker. Hans blik viger væk, som om han ikke ænser mig. Jeg står bare her og higer og håber inderligt, at han vil kigge mig i øjnene så jeg kan læse hans sjæl.
   Det gør så ondt, at hjertet ikke kan følge med.
   Alle følelserne er i maven og de rumsterer. Det gør mig syg. Skal jeg kaste op? Skal jeg have vand i hovedet?
   Han rejser sig og går væk, nej bliv, hvor skal du hen? Et ængsteligt stik rammer mig og det gør ondt. Jeg føler jeg bløder. Han bliver mere og mere fjern.
   Hundrede millioner af nerveceller flyver tumult rundt i maven og hæmmer min rationalitet, min logiske sans.
   Mit instinkt fortæller mig, at jeg skal spørge ham nu, jeg skal have det svar, jeg skal have den ro, den afklaring jeg sådan længes efter og jeg skal have det nu.
   Jeg går efter ham, hurtigt hen imod ham.
   Han kommer gående imod mig og trækker på smilebåndet i det han ser mig. Jeg stivner og mærker mit blodtryk falde, blodet siver ud af mig, som er der hul på mig og efterlader mig lammet og livløs, det løber mig koldt ned af ryggen. Jeg holder vejret. Hvorfor holder jeg vejret?
   Jeg kan ikke.
   Han passerer mig men jeg ser ham stadig foran mig.
   Jeg giver slip på luften jeg har holdt og sukker med øjnene lukket i.
   Alle de perfekt stablede følelser vælter inden i mig, overvælder mig som en flodbølge. Jeg synker klumpen i halsen og forsøger at stable dem igen, én efter én.