Himmelen er oplyst af solens milde aftenstråler.
   Der er et par pletter af min skyldfølelse på himlen, som roligt drager væk.
   Havets brusende bølger skyller ind på strandbreden og tager brudstykkerne af mit knuste hjerte med sig ud.
   Jeg graver fødderne ned i sandet og mærker min sorg blive opslugt af de tusindvis sandkorn.
   Jeg lader mine nyttesløse bekymringer sive ned i sandet.
   Glade, frie og lykkelige mennesker med legende børn spadserer forbi.
   Jeg lægger min fordømmelse på håndklædet ved siden af min taske og går barfodet ud i havet og står lidt i vandkanten. Jeg tager et skridt længere ud. Og endnu et - og nu mærker jeg det kølige vand skylle mit selvhad af mig, lidt efter lidt, jo dybere jeg kommer ud.
   Langsomt går jeg under vandet og svømmer fra min frygt.
   Jeg vender mig om på ryggen og ser uendeligheden brede sig over mig.
   Små fisk strømmer legende omkring mig.
   Jeg forsøger at fange et glimt af leg men det svømmede fra mig. Jeg trækker let på smilebåndet.
   Jeg når ind til vandkanten igen og kigger ned på de mange smukke sten under mig. Jeg bukker mig ned og samler en flot rosa-farvet frihed op.
   Et saligende dybt blå håb op. En koral rød kærlighed og knuger de flotte sten let i min hånd.
   Jeg ryster leende på hovedet og ruller dem mellem fingrene.
   Mit blik møder en mands. Han står blot der.
   Han kommer nærmere og jeg står stille.
   Han rækker sin hånd frem, jeg kigger på den i et par sekunder hvorefter jeg smiler til ham og trykker hans venlighed.