Dagen i dag starter ud, som alle andre hverdage. Vækkeuret ringer, jeg glinser med øjnene, og føler ikke rigtig for, at stå op. Jeg snoozer uret 4 gange, før jeg endelig får rullet mig om på ryggen, og rejst mig. Så møder jeg den første tudetur ved mit tøjskab, hvor jeg bliver overvældet af afmagt. Lige gyldigt hvad jeg tager på, vil dagen alligevel blive den samme. Jeg tager det tøj, som ligger lige for, og slæber mig ud på toilettet, for at børste tænder. I det jeg kigger op på mit spejlbillede møder jeg tudetur nummer to. Jeg har på daværende tidspunkt været oppe i en tyve minutters tid, og har allerede grædt to gange. Min mave knurrer som regel omkring dette tidspunkt, og jeg bevæger mig dovent ud i køkkenet. Jeg kigger i køleskabet, og ombestemmer mig så, fordi andre siger, at jeg alligevel er så tyk, at jeg ikke behøver så meget mad på en dag. Til sidst tager jeg min taske i hånden, og går ud til min cykel, for så at græde for tredje gang, ved tanken om, hvor den skal føre mig hen.

Jeg tørre tårerne væk. Fire kilometer med forhindringer ligger forud, og jeg træder op på cyklen og bevæger mig ud på vejen. Tankerne flyver afsted. Hvad skal jeg stå model til i dag? Hvad skal der ske? Jeg trækker vejret dybt, som jeg føler tårerne presser på igen, og tvinger mig selv til, at holde dem inde. Min første forhindring møder mig. En fra 7 klasse bor lige, hvor jeg passere, og jeg ønsker ikke, at rende ind i nogen. Jeg kigger mig omkring, og sætter så farten op, og suser forbi huset, i håbet om, at farten gør mig mindre synlig.
   Jeg cykler videre, og tænker på, hvordan der er alt for mange år fra sjette klasse, og til jeg kan vinke farvel til folkeskolen for evigt. Jeg føler, at mit liv afhænger af, at jeg består mine eksamener, og kommer væk fra det her lokalsamfund så hurtigt, som jeg kan.
   Jeg når den næste forhindring. Endnu en fra 7 klasses hus. Denne her er ekstra streng, at køre forbi, fordi han er en af de værste. Jeg kigger mig igen omkring, og suser forbi hans hus, nu er der kun den sidste forhindring tilbage. Skolen.

Jeg nærmer mig skolen, og ser at jeg har nået det før skolepatruljen kommer ud. Jeg skynder mig ned i cykelkælderen med min cykel, og finder min sædvanlige plads bag en af de store stolper, hvor jeg som regel sidder, og venter på, at alle har sat deres cykler, og er gået ind. Der går ikke mange sekunder, før det vrimler med elever, der skal af med deres cykler. Jeg sidder helt stille og venter, og glemmer næsten helt, at trække vejret. Først da jeg kan høre skolepatruljen er gået ind, kravler jeg ud af mit skjul, og går op mod hovedindgangen. Jeg går altid ind forbi læreværelset, så jeg går blandt dem, og andre elever ned gennem gangene og ind i klaseværelset. På den måde skal jeg ikke gå alene blandt eleverne.

Inde i klassen tager jeg min plads, og jeg kan allerede fornemme, at to af drengene sidder ovre i hjørnet, og griner af mig. Det er helt normalt for mig, og jeg reagere ikke på det. Jeg skynder mig hen på min plads, og forsøger at være så usynlig som det overhovedet er muligt igennem hele timen.

Det rammer frikvarter, og jeg skynder mig ud til gyngerne - jeg kan som regel finde en smule helle-tid der. Der går en lærer rundt, og den eneste person, jeg rigtig snakker med på skolen, kommer ud og snakker og gynger med mig. Det er ikke den sjoveste aktivitet i denne alder, men det holder mig uden for ballade, og tvinger dem til, at lade mig være.

Desværre er der nogen uregelmæssigheder i dag. Af en eller anden grund kan jeg ikke finde nogen lærere, og jeg har ikke meget tid til, at finde en, før de andre kommer løbende ud, og jeg er udsat. Jeg løber rundt i vildskab, og leder efter den lærer, som skulle være ude. Jeg finder ingen, og løber derfor indenfor, og tænker at han måske er derinde. Desværre er det eneste jeg møder de to drenge, som tidligere havde siddet og hvisket, da jeg kom ind i klassen, og jeg ved jeg er i problemer.

Jeg forsøger, at gå udenom, men de rykker sig, så jeg ikke kan komme forbi, og griner af mig. Jeg løber ind i et klasseværelse, og prøver at presse døren i, men de skubber den, og vil tydeligvis ind til mig. Jeg ved ikke engang hvorfor jeg prøver mere, for jeg ved godt det er håbløst, når det først er kommet så langt.
   De får presset døren ind, og får fat i mig. De griner af mig, og trækker mig i håret. Jeg beder dem nærmest tiggende, om at lade mig være, men der er ingen nåde i deres øjne. Jeg ser kun had, og jeg ved ikke hvor det kommer fra. De skubber til mig, og kalder mig en masse grimme ord - terrorist er en af deres favoritter samt shwarmababa og fede ... Jeg prøver, at forsvare mig selv, men jeg er svag. Så mange år, har de undertrykt mig, slået mig, rørt mig, og chikaneret mig. Jeg står her og føler nærmest det er min sidste chance for, at overtale mig selv til, at I DAG er dagen, hvor det ender ved ordene.
   Jeg får det første slag, og det er næsten som om, jeg ikke kan mærke det. Som om jeg er blevet følelsesløs i hele kroppen. Det næste bliver et spark over skinnebenet. Jeg rejser mig op, og føler en pludselig vrede brede sig ud i hele min krop, og jeg VED, at i dag er anderledes. Jeg samler mig, og skriger af mine lungers kraft, jeg giver slip på alt den vrede, jeg havde bygget op.

Den ene dreng kigger på mig. Først ser han overrasket ud, men i det næste bliver hans øjne mørke og glødende. Han tager tre hurtige skridt hen mod mig, og kaster mig ind i bordene. Mens jeg ligger og ømmer mig, får jeg øje på lærervagten ude på gangen, vi får øjenkontakt lige i det jeg får et spark mere, og i samme sekund, som læreren vender sig rundt, og går sin vej føler jeg, at jeg forlader min krop et øjeblik, og ser ned på mig selv. En pige med et udtryksløst ansigt, og to drenge, der prikker til hende, hvor hun har fået ondt og råber af hende. I dette øjeblik ved jeg, at i dag har været anderledes. I dag VIL blive anderledes. I dag vil blive den sidste dag, hvor nogen skulle have lov til, at behandle mig sådan. I dag skulle være den dag, hvor jeg selv sørgede for, at få fred.