Sparker let og elegant til sandet, som ligger på grusvejens overflade.
   En sky af støv samler sig sammen og jeg kan smage jord i munden. Jeg spytter og går videre. Solen står højt på himlen og bager ned på mig. Horisonten er bølgende og blændende. Mine øjne brænder, en blanding af sand og sved.
   Jeg tørrer sveden væk fra panden med baghånden og går videre.
   Mine fødder snurrer og dunker. Støvlerne strammer og det føles som beton klodser om benene. En prikken i munden, en kraftig smag af metal. Tungen skraber som sandpapir mod ganen. Kæberne tynger, som slæber jeg dem hen ad grusvejen. Jeg kan ane blegheden i min hud bagved al snavset.
   Døsigheden stiger, trætheden er overvældende. Jeg går videre. Sveden pibler ned langs rygsøjlen og ned i buksekanten. Min trøje klæber sig til min hud, drivvåd af sved. Min hud er fugtig og kogende. Sveddråberne rammer jorden, brænder ud og bliver opslugt af sandet. Jeg går videre.
   Min krop tynger, den er svag og den er tung. Jeg tager endnu et skridt og vejen under mig forsvinder. Min kind ligger fladt mod den varme grusvej og de små sandkorn føles som tusindvis af glasskår der skærer i den tørre hud.
   Jeg misser med øjnene, forsøger, at holde dem åbne men øjenlågene er så tunge, mine øjne er så trætte.
   Jeg lukker dem i, blot for en kort stund, blot for en kort stund.