På et gråt kontor midt i byen, indhyllet i larmen fra de mange biler, sad Jørgen. Øjnene bar præg af flere dage med kaffe som kost og arbejde foran skærmen; jakkesættet var det gamle brune, som havde tjent ham de sidste 47 år. Nu og da steg nogle opgivende suk op bag fra skærmen og hans hænder glattede rutinemæssigt håret i frustration. Toppen var ligeså langsomt begyndt at blive tyndslidt efter de mange år.
   Efter et par minuttet rejste Jørgen sig op og lod sin stive og trætte krop trække hen til vindueskarmen. Her stod et billede af hvem han klichéagtigt omtalte som solskinnet i hans liv; hans livs kærlighed. I disse tider måtte han tit sidde i larmen fra utålmodige billister, der efter 8 timers arbejde nu gerne ville hjem, mens han stadig manglede at komme igennem de sidste 4 timer. I disse stunder, var det denne kærlighed som løftede han humør. Med billedet i hånden gik han igen hen til computeren for at arbejde videre.
   Klokken blev 20:00 og gaden lå efterhånden stille hen. Jørgen gik med sin ataliemappe under armen hen mod sin bil og trykkede på knappen for at låse op. Hvad han ikke så, var at hans røde Volvo ikke blinkede, som den plejede.
   Træt og svævende i sin egen verden satte Jørgen sig ind i skrammelkassen, lykkelig over endelig at kunne slippe væk fra den grå bygning og lykkelig over endelig at kunne komme hjem til sin elskede.
   Lyskurven lyste rødt, og han holdt stille i hvad der føltes som evigheder. En kvinde kom i sommeraftenens sidste solstråler gående med en barnevogn og en dreng løb afsted på sit skateboard, snart var de dog begge ude af syne.
   Der blev gult, men aldrig nåede Jørgen at se farven grøn, som ville lade ham køre mod friheden. I stedet lød et brag så højt at alt for en stund syntes at stoppe op. Snart var den røde Volvo opslugt af et gult flammehav, men ingen så det. Ingen så grå Jørgens nu snart også grå Volvo lyse gult op. Folk sad allerede hjemme i stuerne med deres elskede, brugte aftenen på at gøre sig fri fra tanker om arbejde og i stedet fokusere på, hvad der gjorde deres hverdag til noget specielt.