Jeg kunne se huset oppe på bakken, den lå med udsigt over hele dalen. Jeg asede op af vejen med min kuffert slæbende i min højre hånd. Jeg glædede mig vildt til at skulle besøge Mathilde og hendes mand Arne. De er de rareste mennesker jeg kender. Så søde og omsorgsfulde. De plejer at byde velkommen med pandekager. Pludselig kunne jeg se de stod og vinkede, jeg vinkede tilbage og råbte HEJ.
   Jeg fik et kæmpeknus af dem begge. Vi satte os i haven og minsandten om der ikke var pandekager. Jeg smilede et stort smil og sagde UHM! Vi talte i hovedet på hinanden om alt det vi havde oplevet siden jeg var her sidst. Og så gik Mathilde og jeg på den faste rundtur i haven. Først kom vi forbi de meget yndefulde roser med mange smukke farver. Jeg hev kameraet frem og tog et par fotos til min feriemappe." Kom og se hvor store jordbærrene" kaldte Mathilde. De er spise klare, så vi skal have jordbær med fløde i aften. Mine tanker gik tilbage til sidste år, hvor jeg også fik serveret de meget sødmefulde og aromafyldte jordbær. Derhenne stod ribs, hindbær og brombærbuskene. Sidste år havde Mathilde bagt en hindbærtærte, med hindbær fra disse buske. Den smagte himmelsk. Gud ja, jeg har helt glemt at vi fik rýsteribs til maden. Som om vi havde samme tanke kom Arne med nogle poser, og så gik vi i gang med at plukke ribsene. Arne fortalte, at vi da skal have rysteribs til maden. Arne var så flittig i haven, men kunne godt se at alderen begyndte at tynge ham. Han gik meget langsomt, da knæene generede ham meget. Han havde vist ikke så meget overskud til haven. Sidste år havde de talt om at få hjælp til haven. Arne måtte have læst mine tanker, for han forklarede mig, at de havde fundet en havemand via internettet, som kom og hjalp med det meste i haven. Men de vidste ikke rigtig om de syntes om ham, for han havde et værre sprog, men han klarede alligevel at holde haven meget flot.
   Jeg vidste, at Mathilde holdt af at gå sin daglige runde i haven og nyde alle blomsterne. "Se her, " viste Mathilde og bøjede sig ned og tog en kat op der lå og slikkede sig i solen. Den var sort med hvide pletter og den følte sig hjemme. Mathilde fortalte, at katten var kommet til dem i sensommeren, og dukkede op hver dag. Mathilde kunne ikke lade være med at give den mælk, så den var blevet tryg og begyndte at komme ind i huset. Da de havde efterlyst den i avisen henvendte en mand sig og oplyste det var hans kat. Da han kom og ville hente den, hvæsede katten af ham og prøvede at bide ham. Manden råbte arrigt af katten og skreg til Mathilde og Arne: "Gid fanden den skide kat, jeg vil ikke have den. " Nu boede katten hos dem, og den nød de nye omgivelser.
   Men Arne og Mathilde så bekymrede ud, kunne jeg se i deres ansigter. Og så kom det. De ville høre om jeg vil have katten den dag de gik bort. Ja selvfølgelig tænkte jeg indvendig, men så kom jeg i tanke om, at jeg ikke måtte have kat i min lejlighed. "Øhh, " sagde jeg, "jeg vil meget gerne, men" og forklarede dem mit problem. De så begge ked ud det. Pludselig kom jeg i tanke om en ven jeg kendte, som boede i et lille rækkehus, hvor de godt måtte have husdyr. " Jeg spørger Rolf "sagde jeg. Jeg vil ringe i aften tænkte jeg. Arne og Mathilde så lettede ud.
   Mathilde og Arne har jeg kendt i mange år, jeg var omkring de 10 år da jeg kom der. Min mor havde det ikke godt, hun lå og sov det meste af dagen. Min far kender jeg ikke. De sidste par måneder inden jeg kom i plejefamilien fik jeg næsten intet at spise, fordi min mor mange gange havde glemt at købe mad. Nogle gange stjal jeg noget frugt hos grønthandleren. En dag blev jeg opdaget og politiet blev tilkaldt. Jeg græd og græd da betjenten fulgte mig hjem til min mor. Da vi kom ind i lejligheden, lå mor i sengen og stirrede ud i luften. Betjenten prøvede at få øjenkontakt med hende, men det var umuligt. Betjenten tilkaldte børneværnet og der kom en sød dame og talte med mig. Min mor blev kørt på sygehuset; jeg stod og stirrede fortabt efter hende. Den søde dame tog mig med til et børnehjem. Derfra kom jeg til Arne og Mathilde. Min mor røg ud og ind af det psykiatriske sygehus. I hendes gode perioder besøgte jeg hende. En dag da jeg var omkring de 17 år, ringede de fra sygehuset til Mathilde. Hun kom nænsomt og trøstende og fortalte at min mor var død. Hun ønskede ikke at leve mere. Det tog mig et helt år at komme over det. Jeg drømte hele tiden om hende, både gode og dårlige, Men efterhånden lettede det, og jeg begyndte at mindes de gode stunder vi havde haft sammen. Mathilde og Arne lod mig stille og rolig komme over min mors død. De skubbede mig forsigtig videre i livet så jeg fik en god uddannelse, en kæreste og en dag børn.
   Arne havde hentet liggestolene så vi kunne nyde det dejlige vejr. Fugle sang lød omkring os, fugleungerne var ved at lære at flyve.
   Jeg fortalte, at jeg havde besøgt min mor på kirkegården i går og lagt en blomster buket. Og pludselig talte vi om dengang jeg kom til dem. Jeg havde været meget indesluttet og det havde taget meget lang tid før jeg åbnede op over for dem. Derefter faldt jeg rigtig godt til. Og nød at være hos dem. Her var der nogen der gav mig kærlighed og som tog sig af mig. Jeg er dem meget taknemlige.
   Det var blevet en tradition, at jeg besøgte dem hvert år.

At besøge disse to mennesker, der fik mig igennem det svære til en lykkelig tilværelse.
   .